Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Carsten
Hauch
Fantasi. Disse Magter var ham kun de første Led i en
Kæde, hvis sidste Led udgjordes af Katolicismen. For
ikke at slippe dem tog han da alt med, hvad der efter
hans Overbevisning fulgte af dem og med dem. Saaledes
var det, at han blev Nattens og Mørkets Digter. Ogsaa
Hauch begynder med Mørket. Allerede i Hamadryaden
spørger Frands Deleau: «0g har Du aldrig nogen Frygt
om Natten?» hvortil den forhærdede Synder svarer: «Jo,
jeg har Frygt at tabe mine Penge», og saavel i Samtale
som paa Forelæsninger kom Hauch ofte tilbage til
den pudserlige Bevisgrund, at selv de, der var mest
tilbøjelige til at benægte Tilværelsen af vidunderlige
og overnaturlige Magter, dog i Mørke vanskelig kunde
beherske en vis Rædsel for dem. Saaledes hedder det
ogsaa i Guldmageren: «Om Aftenen og om Natten stiger
Troen paa det Vidunderlige; selv den Vaagne føler
da, at Drømmeverdenen staar ham nær; selv Tvivleren
maa da, hvor nødig han vil, bøje sig og skælve for
de ubekendte Rædsler.» Og ser vi bort fra disse
Løjerligheder, saa var den dunkle Naturgrund ham
noget helligt.
I Slottet ved Rhinen forekommer følgende Samtale:
Livet- maa være saa rigt, det vil, saa skal det dog
udvikles.
Ja, men vel at mærke uden at løsrive sig fra sit
Udspring, uden at tabe den dunkle Naturgrund i sit
Indre; thi ellers kunde jo Livet aldeles ikke bestaa,
ligesaalidet som et Træ, der afskæres fra sin Rod.
Jeg hader denne mystiske Natur ligesom enhver anden
Dunkelhed; Mystik og Dunkelhed ere Ord, der egenlig
burde udslettes af Sproget.
Saalænge de findes i Livet, maa De vel ogsaa taale
dem i Sproget,
I Saadanne Vendinger dukker hos Hauch det unge
nittende Aarhundredes Forkærlighed for den ubevidste
Side af Menneskelivet bestandig op. Men Novalis’ Mørke
faar hos ham en ny og forskellig Afskygning. Dette
Ord erstattes af Ordet Dybde. Det Dunkle er som
saadant det Dybe. Hauch’s hele Ærgerrighed var at gaa
i Dybden. Den Forestilling om «en uendelig skjult
Herlighed i Naturen», som han med fuld Bevidsthed
har gjort til Baggrund for sin Fortælling om Haldor,
er halvt bevidst eller ubevidst den Underbygning,
paa hvilken næsten hele hans Poesi er opført. Det
var ham, som om den gamle Naturreligion og de gamle
Naturmyter maatte være og blive det dybe og dunkle
Grundlag for al sand og gribende Poesi. Saa kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
