Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
387
en sjælden Gang ligesom en vemodig Stemning
frem ved Følelsen af det Fornuftstridige heri.
I Guldmageren siger Theodor:
For at Deres Hojhed kan begribe min Mening, maa
jeg sige Dem, at alle, selv de allerlystigste,
Eventyr om Alfer og andre slige forunderlige Væsner
fra min tidligste Ungdom af ikke blot have vakt
Glæde, men ogsaa en inderlig Vemod i min Sjæl. -
Men hvorfor dog, spurgte Grevinden. - Fordi de ikke
ere Andet end Eventyr, fordi de Kyster, paa hvilke
slige Væsener vandre, ligge saa langt borte, ere saa
utilgængelige, saa vidt adskilte fra den Verden, vi
bebo. Fornemmelig bedrøver det mig, at jeg ikke engang
véd, om de ere at finde paa noget Sted; thi ak! maaske
gives der ingensteds et Land, hvor disse Drømme
blive til Virkelighed, ingensteds flyve Saadanne
Væsner lig Fugle gennem Luften, ingensteds danse de
deres Ringdans paa Engene og bade sig i de rullende
Flodbølger, eller sejle i store Muslingskaller over
Havet; ingensteds flette de deres Krese omkring Maanen
og vugge sig i Liljens Bæger og betragte Vandreren
med funklende Blik gennem Skovens Blade,
Det inderste, dybest liggende i Naturen, som
Hauch ærede saa højt, har i den gamle alkymistiske
Overtro til Sindbillede de Vises Sten. Med et sjælden
lykkeligt Greb har Hauch derfor benyttet Alkymien som
Æmne i en af sine Romaner, Theodor ser i søvnløse
Nætter Guldmageren for sig i fortrolig Samtale med
Elementernes Aander, gennemtrængende Stenenes Inderste
og forandrende Metallernes Natur, herskende som en
Konge i ubekendte Verdener. Og Digteren tilføjer
oplysende:
Til Theodors Ære maa vi imidlertid erklære, at det
ikke saameget var de gyldne Skatte, der fristede ham,
som de hemmelige Kundskaber, hvilke dermed stode i
Forbindelse; det forekom ham, ligesom Fe-Eventyr og
gamle Fortællinger fra hans Barndom bleve levende i
hans Sjæl, og som om der fandtes en skjult Sandhed
i de forunderligste Drømme.
Det er tydeligt nok for Enhver, som tænker, at Hauch
i Guldmagerkunsten har villet give et Sindbillede
paa Poesien som den hemmelighedsfulde Tryllekunst,
der forstaar at forvandle alt til Guld, en Kunst som
Mængden, langtfra at tro paa, spotter og forfølger,
en Kunst, hvis mægtige og dog saa fattige Udøver
kun formaar at gøre andre lykkelige, men ikke sig
selv. Det er tydeligt nok, at Digteren for Hauch
var den sande Guld-mager, der mægtede netop det,
der i Bogen angives som de gamle Granskeres Maal:
«De vilde løse og binde Elementerne og herske over
de Aander, der bo deri, og de Vises Sten skulde kun
være Nøglen, der aabnede Døren til denne ubekendte
Verden». Denne de Vises Sten er da Sindbillede paa
det Dybeste i Naturen
25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
