Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 Carsten
Hauch
og Livet, paa den Dybde, til hvilken Digteren maa
stige ned. Men det Dybeste er kun et andet Ord for
det Højeste. Det Dybe er hos Hauch det Selvsamme
som det Høje, og han søger det, paa Grund af det
overvejende Hang til det Sublime, det barnligt
Mægtige, det formløst Store, der laa dybest i en Sjæl,
der som hans var lutter Begejstring. Da i En polsk
Familie Eventyret i Spindestuen er blevet fortalt,
siger Gzernim om dets Digter, Pater Vincent: «Den,
der foragter Jorden; han foragter Poesien, det
skulde den gode Munk erindre» og Leontine svarer:
«Der gives sikkert Digtere, som ligne den klare Sø,
der neddrager Stjernebillederne i Dybder, hvorhen den
selv ikke naaer.** Ved disse Ord, i hvilke det Dybe
og det Høje i Poesien gøres ensbetydende, har Hauch
forsøgt at betegne sig selv. Om Vincents Historie
bliver det spottende bemærket, at den sandsynligvis
er udgaaet af et Kloster, «da den svæver mellem Jord
og Himmel, uden at tilhøre nogen af dem», og Hauch
har øjensynligt tænkt sig denne Indvending rettet
mod hans egen Poesi og afbødet ved det sagte. Jeg
vil ikke kalde Forsvaret fyldestgørende, men jeg vil
forsøge en Forklaring af, hvorledes et saadant Forsvar
kunde blive fornødent. Det Ophøjede, mod hvilket
Hauch bestandig stiler, og som af ham opstilles som
Modsætning til det Forgængelige og Forbigaaende,
er i sin anskueligste Form det Overjordiske,
Stjernehimlen, der tillige er Aandernes Opholdssted.*)
Jeg begyndte med det Udtryk, at den stadige Genstand
for hans Attraa og Beundring var det, som bliver og
varer. Stjernerne er dette Varendes Symbol. I det
Eventyr, som danner Midtpunktet i En polsk Familie,
skimter den unge Polak over sit Hoved «luftige,
hvidklædte Aander, som sidde paa Stole og spinde paa
Stjernernes gyldne Hjul, der uden Ophør drejer sig,
og hvorfra Held og Uheld strømme som gyldne Traade
ned til Livets Børn». Og med ganske lignende Udtryk
hedder det i Digtet Pleiaderne ved Midnat: c Vi ere
de natlige Væversker - der sanke de usynlige Traade -
Fra Melkevejens yderste Rund-
*) I et Brev til P. L. Møller skriver Hauch (6. Januar
1846): En Recensent, der har grebet et af de inderste
Momenter i min Digtervirksomhed, har jeg fundet,
hvor jeg mindst ventede det, nemlig i Corsaren; det er
virkelig den dybe Smerte, der først har gjort mig til
Digter, det har han skarpt set; men det andet Moment
omtaler han ikke, nemlig den Længsel og det Haab,
der af Smerten har udviklet sig, og der har bygget en
Stjernehimmel over den af Smerten fremkaldte Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
