Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
391
I cle daglige Omgivelsers Virkelighed. Hvis man ved
en Digter forstaar en Mand, der lever helt udenfor
den virkelige Verden sine egne Stemninger og Drømme,
mellem Skygger og Syner, saa var Hauch fremfor Nogen
digterisk anlagt. Han manglede imidlertid kun altfor
meget Evnen til Iagttagelse af det, som omgav ham,
- hvad der findes af Seet og Iagttaget i hans Bøger
maa næsten udelukkende tilskrives den stadige og for
Publikum umærkelige Medarbejden af hans med en skarp
Virkelighedssans udrustede Hustru, hvis Raad og Vink
han fulgte - han kendte som Digter snarere Mennesket
end Menneskene, og de Evner, han til Gengæld besad, en
bred Fantasi og en ildfuld Patos, maatte nødvendigvis
drive ham ud i det Fjerne og op mod det Høje.
Styrket blev Retningen mod det Hinsides fremdeles
hos ham ved den Mangel paa aandeligt Mod, Tænkemod
vilde jeg gærne kalde det, som jeg allerede
har berørt. Mod havde han egenlig kun, naar det
gjaldt Æren eller Livet. Den kritiske Lidenskab
har han aldrig kendt. Ligesom han, selv hvor han
optræder som Kritiker af Fag (i det Æstetiske), kun
formaar at forholde sig beundrende og forsvarende
- saaledes slugte overhovedet hos ham Ærefrygten
Kritiken. Retningen mod det Hinsides faldt jo sammen
med det 19de Aarhundredes religiøse Tilbageslag mod
Oplysningstiden, og overfor den aabenbarede Religion
gjorde Ærefrygten ham blind, eller ialfald meget
svag.
Hans stærke Syslen med Naturvidenskaberne, den
betydelige Indflydelse, Ørsted engang udøvede paa ham,
hans filosofiske Ungdomsdannelse endelig gav ham et
videnskabeligt Grundlag., og han opdrog saaledes sine
Børn i ren Forstandstro. De bibelske Undere troede han
i Grunden aldeles ikke paa, og man vil af et Brev, der
følger som Bilag, se hvor spotsk han kunde udtale sig
om dem, han kalder «vore Dages Hellige og Opvakte»:
<-De have alle deres Bileams Æsel, der paa Guds Vegne
taler til eller Igennem dem*.
Men i offenlige Udtalelser, og med den fremrykkende
Alder, blev han som alle de øvrige tyske og
danske Romantikere mere og mere rettroende. Hos
ham maa denne Rettroenhed nærmest betragtes som et
Udslag af det Hang til Troesiver, der overhovedet
laa i hans Natur. Det gik ham i hans Alderdom
overfor Kristendommen som i hans Ungdom overfor
Oehlenschlager: det kunde vel umuligt Altsammen være
lige sandt og vigtigt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
