Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 Carsten
Hauch
Og naar din bedste Sang kun er en Klage, Et Efterskær
af gamle Seklers Glans, Naar al din Stolthed er de
svundne Dage, Og al din Fryd en vissen Laurbærkrans?
Hvad gavner Videnskab, naar den forstummer, Hver Gang
den tale skal et dristigt Ord? Hvad gavner Kunsten
selv, naar halvt i Slummer For Magtens Blik den bøjer
sig til Jord?
Forlang ej Naade mer, men bryd den Skranke, Der
fængsler Dristigheden i dit Bryst, Og lær paany, at
Tale, Tro og Tanke Er fri som Bølgen ved din blege
Kyst!
Slige Ord er visselig ikke skrevne med Henblik paa
svundne Tider og fjerne Tilstande. Ikke desmindre
lader Hauch dem ikke tale for sig selv, men benytter
denne Stemning som en fremmed, stikker Digtet ind
i en af sine Romaner, og fjerner det fra sig ved at
kalde det «en Partisang fra en svunden Tid», da det
dog hverken er en Sang eller i mindste Maade Udtryk
for Partianskuelser eller har nogetsomhelst Forhold
til Fortiden, men er et Digt med rent menneskeligt
og ganske nærværende Indhold. Det har . været Foster
af en øjeblikkelig Opblussen, formodenlig fremkaldt
ved en eller anden Samtale i hans Hjem, men Hauch
har rimeligvis snart efter dets Frembringelse fundet
dets Tone for skurrende og skarp. Den dæmpes ved
Fjernheden, og Digtet taber sit Præg af personligt
Udbrud, idet det henføres til en svunden Ttd. Hauch
kan ikke bringe det over sit Hjerte at lade Mislyden
staa; det er ham en Trang at fortone den, selv om
det sker paa den poetiske Krafts og Ejendommeligheds
Bekostning.
Man iagttager noget lignende i Hauchs Romaner. Han
havde, som han har sagt mig, i Freiesleben i
Guldmageren skildret sin Ven Christian Lutken og
tildelt den poetiske Figur den virkelige Personligheds
Hovedegenskaber: den moralske, politisk-revolu-tionære
Begejstring og den afvisende Kulde overfor de
religiøse Dogmer. Hauch har neppe beundret noget
Menneske som denne Mand, han har mere end én Gang
erklæret mig, at han ikke havde kendt hans Mage og
at han satte ham over hvilkensom-helst berømt og
almenagtet Personlighed saavel i Karakterstyrke som i
Forstand. »Lutken vilde have havt sin hele sædvanlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
