Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492 Carsten
Hauch
Tidt sagde de Bønder, naar sammen de gik, Og Talen sig
saa kunde føje, At naar man betragtede Hindens Blik,
Da ligned det Helvigs Øje.
Det er denne Stemning, som er fremherskende i Hauchs
Lyrik. Det er i den, at han i to mindeværdige Digte
har besunget Polen og Danmark. Jeg har ikke betænkt
mig paa med Skarphed at fremhæve, hvad der syntes
mig Skyggesiderne ved hans Livsværk; jeg betænker
mig da heller ikke paa at sige, at de troskyldige
Slutningsord i Sangen om Knud Lavard synes mig
klassiske, og at den storladne Simpelhed i den polske
Fædrelandssang henriver mig. Gives der en mere rørende
og alvors- ’ fuld Klage over Uret end denne:
Hvorfor svulmer Weichselfloden som et Heltebryst, Der
i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst? Hvorfor
klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund Som en
saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?
Fire Linjer som disse er Vidnesbyrd nok om et
Digterkald.
Overalt, hvor Hauch med hele sin dybe og rige Følelse
har givet sig hen i det, han skrev, overalt, hvor han
har sat sit Væsen ind, har han vist sig som Digter og
udøvet en ikke almindelig Magt til at røre Hjerterne.
Ulykken er, at han ikke altid har gjort det. Hvorfor
ikke? vil man spørge. Dels af en Mangel paa
kunstnerisk Mod og dels paa Grund af en urigtig
Kunstlære.
Hver Gang han vovede at gribe et Stof, hvor han
genfandt et Glimt af sig selv - sine Kampe, sin
Ildhu, sin Søgen og sine Lidelser - som i Robert
Fulton, Guldmageren, en polsk Familie o. fL, der
opnaaede han at frembringe et Værk, som, trods alle
Ubehjælpsomheder i Formgivningen hist og her, fængsler
Læseren og river ham med. Den hemmelighedsfulde
Stemning, der helt fylder Guldmageren, den
Begejstring, der er Sjælen i de andre to Romaner,
savner ikke Ekko hos nogen modtagelig Læser. Men en
vis Blufærdighed, dernæst maaske stundom en Følelse
af indre Tomhed, fremdeles en Bestræbelse for at
være saa saglig som muligt i Kunsten, der udsprang
fra en Tro paa, at dette var det Rette, det Bedste,
endelig en Overvurdering af den fri Indbildningskrafts
Betydning i Poesien, alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
