Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 Carsten
Hauch
Men hvor nær ligger ikke her Udskejelserne ved
Skønhederne! Knud vil spørge Svend, om denne næste
Morgen vil tage med paa Jagt. Det udtrykkes i Saadanne
Omskrivninger som:
Gaa, Ditlef, til Kong Svend og spørg fra mig,
Om han paaiw, naar Morgenduggen blinker,
Vil høre Jægerhornets Klang i Skoven
Og lade Høgen stige fra sin Finger
Til Kamp i Luften med den kloge Hejre.
Et andet Sted udtrykker den rolige Ditlef sig med en
saadan Flugt:
Før skal Du fange Vindens Hest paa Heden Og binde
den til Maanens blege Horn, Før Valdemar Du bøjer
med det Gode.
Hauch forstod ikke ret at skifte Tone. Havde hans
Muse engang faaet Koturnerne paa, saa gik hun med
dem gennem tykt og tyndt. Billedsproget var ham
medfødt. Han, der som Kunstner er Ærligheden selv, og
som mindre end nogen anden indlod sig paa at sminke
sin Stil, var skønt ærlig ikke simpel eller klar i
sit Udtryk. Som Østerlandets Kvinder saaledes viser
hans Tanker sig aldrig uden Slør. Men udenfor Lyriken
bliver dette tidt unaturligt. Eller klinger det ikke
affekteret, naar de Geer siger til Manon: «Vil Du
følge med mig, da maa Du ikke frygte for at vandre
som den lette Stenged over Bjergene i den tidlige
Morgenstunds? I sin Egenskab af Lyriker besad Hauch
ingen stor Fortællekunst. Han er atter som Fortæller
ærlig, troskyldig og ligefrem, men ubehjælpsom. Især
hvor Stoffet gør hans Blufærdighed forlegen, bliver
han i sin Kejtethed næsten rørende. Saaledes indledes
Fortællingen om Robert Fultons Møde med Zigøjnersken
med følgende kostelige Ord: «Under sit Ophold i Paris
oplevede Fulton et Eventyr, som vi, da det ikke er
uden Indflydelse paa hans senere Liv, selv om hans
Opførsel ved denne Lejlighed skulde berøve ham noget
af Læsernes Yndest, ingenlunde her tør forbigaa med
Taushed.» Af den Art Naive-teter vil enhver Kender
af Hauchs Skrifter kunne udpille en Ikke ringe
Mængde. Hovedmanglen er, at Hauch som Fortæller
taler altfor meget med. Han er saa moralsk, at han
bestandig frygter, Læseren skal gaa vild af Moralen;
derfor siger han den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
