Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416 Carsten
Hauch
acquiescerer i de samme Synsmaader, eller i et
og alt er af samme Mening, som dengang lian skrev
disse Efemere. Men han betragter dem derimod blot
fra den faktiske Side. De eksistere nu engang, og i
Literaturen saavelsom i den politiske Historie kunne
Fakta ikke alene ikke forandres, men det er endog
Pligt at samle og opbevare dem.
Efter denne Forsoning fulgte saa Heibergs Kritik
af Svend Grathe, hvis ganske vist overdrevent
anerkendende Udtalelser - Heiberg sætter med næsten
utrolig Mangel paa Omdømme Stykket over Shakespeares
Macbeth - vel tildels forklares ved Heibergs ringe
Sans for Shakespeare, men dog sikkert nærmest er
foranlediget af Trangen til ret inderligt at besegle
det nye Ven-skabsforbund. Saa stor var da Heibergs
Myndighed, at fra den Tid af, da han havde udtalt
sig for Hauch, stod dennes Anseelse som sikret.
Det er imidlertid lærerigt til denne korte Antydning
af den Plads, den offenlige Kritik optog i Hauchs
Skribentliv, at føje nogle Eksempler paa, hvorledes
i senere Aar den private og venskabelige Kritik
overfor ham lød. Desværre foreligger her ikke saa
meget, som det var at ønske. En stor Pakke Breve
fra Oehlenschlager blev, som Hauch har sagt mig,
tilligemed en Mængde Udkast af ham selv, ved en
Misforstaaelse brændte af hans Søster under hans lange
Udenlandsrejse, og alle Breve af dybere personlig
Natur har Hauch selv tilintetgjort. Et og andet meget
interessant er dog levnet. Hertil regner jeg kun
delvis de Domme, der blandt Hauchs Efterladenskaber
foreligger fra Oehlenschlagers Haand. De er kastede,
jeg havde nær sagt: jaskede hen i en Skynding og uden
dybere Begrundelse; men dog mærker man næsten overalt
Mesterens sikre Øje. I Anledning af de Lyriske Digte
siger Oehlenschlager saaledes: «Ikke faa [af Digtene]
vidner imod Dem, naar De siger, at De egenlig ikke
er lyrisk Digter. Mig synes derimod, at det Lyriske
spiller en betydelig Rolle i Deres Digtervæsen.»
Men dette udføres ikke videre. Derimod tilføjer
han med Henblik paa sig selv: «Hvad De skriver om
Miskendelsen, saa er det et Onde, hvoraf alt det Gode
lider. Vis mig en Blomst, hvor en Orm ikke har ædt
noget af Bladene; ogsaa jeg kan sige ligesom pius
Æneas: quorum mag nå pars fui.* - Da Oehlenschlager
erfarer, at Hauch arbejder paa Guldmageren, skriver
han (April 1835):
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
