Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Carsten
Hauch
Læsningen af hele Romanen, er at befinde sig i den
aandrigste Omgang, eller at befinde sig paa Saadanne
Højder af Menneskelivet, hvor Livets og Historiens
væsenlige Magter forsamle sig og berede sig til
Kamp. Derfor kan man idelig fylde sine Lunger med
frisk Luft; det Indeklemte, det
Indskrænkede i Livet forsvinder.....Lad mig
endnu, hvis De har
Taalmodighed til at læse det, tilføje et Par
Ord om det Indtryk, hvilket Romanen, betragtet
som et Helt, og set i sit Resultat, har frembragt
paa mig. Da jeg kom til Franziskas Død, blev
jeg misfornøjet, fordi jeg af det Foregaaende
havde ventet, at Opløsningen skulde være harmonisk
tilfredsstillende i Ordets sædvanlige Betydning;
jeg havde ventet et Drama, ikke en Tragedie.
Det kan nu vistnok synes meget borneret, naar mange
Læsere foretrække hvad de kalde en god Ende
paa Historien, fremfor en sørgelig, men det kan
dog ogsaa være grundet i den ubevidste Følelse af,
at en harmonisk Slutning, et forsonende Resultat, en
Hjertet udvidende Totalstemning som oftest lettest
opnaas ved det første Middel end ved det sidste.
Det Tragiske, som fra først af tyder paa Undergang,
maa ligesom Retten^ have sin Gænge, og det er ogsaa
stort nok til at kunne bære sin Tilintetgørelse,
og lade det Sørgelige forsvinde i det Sublime.
Men i de borgerlige Tilstande og Begivenheder,
i det Individuelle, er der maaske ikke Kraft nok
til at naa dette Maal. Der gives noget,
som jeg kalder forkludrede Forhold, for hvilke
jeg i Livet har den største Aversion, uagtet jeg
desværre ofte nok er stødt paa dem og tildels selv
har befundet mig i dem. I Kunsten ønsker og venter
jeg altid, at disse Forhold, naar de fremstilles,
skulle omsider klares og restitueres til det, som de
efter deres sande Natur skulde være. Et saadant
- om jeg maa kalde det saa - forkludret Forhold
er ogsaa det imellem Arthur og Franziska. Det er
en gensidig Misforstaaelse. Der behøvedes blot et
Ord for at klare den; blot et eneste Lyn, som, idet
det slog ned i deres Bevidstheds Nat, viste dem dem
selv og Omgivelserne og lærte dem at orientere sig.
Saa lidet behøvedes, men dette lidet sker ikke.
Naar dette finder Sted i Livet, da er det, efter
min Mening, det sande Helvede, ja maaske det eneste
virkelige Helvede for dem, som ikke ere egenlig onde
og derfor trænge til positiv Straf. Det Helvede,
som venter de fleste Mennesker, og hvori de tildels
allerede befinde sig, er et Utopia; tonog,
Stedet, har tabt sin Betydning, det er og er ikke.
Jeg tænker mig det under følgende Billede: En
Person, som jeg elsker, kører bort paa en Vogn; jeg
har et Ord af yderste Vigtighed at sige hende (thi
jeg maa forestille mig Personen som et Fruentimmer),
jeg løber efter Vognen, er hvert Øjeblik lige
ved at naa den, men den smutter fra mig; jeg raaber,
men den overdøver mit Raab; jeg ser Personen tæt foran
mig. men hun vender ikke sit Hoved; jeg kan af og
til næsten berøre hende med min Haand, men det sker
ikke, jeg falder afmægtig om, og Vognen kører bort.
Det er en bevidst Skindød, en Stivkrampe, under
hvilken man ikke med mindste Bevægelse formaar at
tilkendegive, at man lever, ligesom i Claras Drøm.
Dette er det Utopiske; man er saa uendelig nær og
dog saa uendelig fjern. Den højeste Potensering
af dette Helvede vilde være at staa tæt ved Siden af
Gud uden at kunne tilkendegive ham sin Tilværelse,
fordi man ved sin Slethed var udstrøgen af hans
Viden; thi de Onde erindrer han nok, da han
skal straffe dem, men de Slette, de Forkludrede,
maa han maaske ignorere. Dersom man fra et øde,
ubeboet og utilgængeligt Sted betragtede Stjerne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
