Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424 Carsten
Hauch
omkring ham. Slige Smaatræk hører med, de betegner
Manden, Hauch maatte netop bære sig saadan ad.
Det var en anden Ytring af selvsamme
Ejendommelighed, naar man i hans Hjem, hver Gang han
i Forretningsanliggender skulde afgive en Kendelse
om en eller anden, han ikke kunde udstaa, maatte
bønfalde ham - og altid forgæves - om dog ikke at
støtte den Paagældende med sin Stemme. Hauch var saa
bange for at lade personlige Bevæggrunde løbe af med
sig, at Ingen var sikrere paa hans Stemme end den,
han personligt ikke kunde fordrage, selv om han
iøvrigt heller ikke satte Pris paa ham.
Han var en Don Quijote uden Frygt og Dadel.
Jeg husker tydeligt den Dag, da jeg første Gang, vel i
Aaret 1857, saa’ Hauch. Det var paa Universitetet. Jeg
var Dreng, og var ikke uden Sindsbevægelse gaaet ind
i Salen blandt de Ældre; jeg havde endnu ikke set
en stor Mand. «De store Mænd» dannede dengang i min
Forestilling en Afdeling for sig, udsondret fra de
øvrige Dødeliges Kres. Rummet var kun sparsomt besat,
en halv Snes gamle Damer udgjorde Kærnetropperne. Man
ventede. Jeg husker endnu, hvorledes det knirkede
henne ved Døren til Venstre, en Nøgle blev et
urimeligt Antal Gange drejet frem og tilbage i
Laasen, og ind traadte, med gentagne dybe Buk, en
gammel Mand med stor Høflighed og Værdighed i Væsen,
og gik stærkt haltende op paa Katedret. Saasnart
han stod der, fæstede han sit Blik ufravendt hen i
Retning ad Vinduet, det vil sige ud i Luften, og var
fra nu af fuldstændig ene med sig selv. Han talte
med største Besvær og stammede mangfoldige Gange,
inden det lykkedes ham at faa en Sætning formet. Hans
Stemme var højtidelig og enstonende. En ungdommelig
Tilhører gav sig til at le højt. Men lidt efter lidt
begyndte Ordene at strømme mere flydende over den
Talendes Læber. Han hævede sig til Begejstring, til
Højtidelighed, og han var saa ganske henreven, saa
helt inde i en anden Verden, at han rev En med. Hans
Flugt var som de Fugles, der kun med stor Vanskelighed
formaar at hæve sig op fra Jorden, men som kan holde
sig svævende med udbredte Vinger i de højeste Luftlag,
saalænge det skal være. Han læste ’noget højt, ikke
godt, altfor langsomt og altfor ensformigt; men han
følte hvert Ord, han læste, saa dybt, at det var
En, som om man nu først forstod Betydningen af det,
man hørte. Det var Frodigt Som-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
