Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Bredahl (1784–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Hvid Bredahl
437
Ja, vilde man stemple Bredahl, kunde man sige: Han
synes en Nordmand, født i Danmark af danske Forældre.
Der er noget Norsk i hans Naturtrang. Han, som har
Sorø bløde Natur for Øje, behøver Kæmpefjelde til
Omgivelser for sine Figurer, han lader straks fra
først af sin Simber, sit Genbillede, springe over
Dødens Gab paa stejle Klipper. Der er fremdeles noget
Norsk i hans Digtnings rent og strengt moraliserende
Væsen, i hans Gennemheglen, i hans mørke Livssyn. Det
er intet Under, at Bredahl en Tid lang var den eneste
danske Digter, som tiltrak Henrik Ibsen og som denne
holdt af. Bredahl er i Virkeligheden en Art Forløber
for Ibsen.
Men ved Siden deraf er der i hans Sindelags
store Jævnhed, i hans selvironiserende Lune, noget
overordenlig Dansk. Intet syntes ham latterligt som
Opblæsthed og Staaen i Stillinger. Hans Sky og Afsky
for Sligt berøvede ham endog den sikre Selvfølelse,
der udfordres til at slaa igennem.
Han havde en Sans for de sædelige Værdier, som paa den
Tid var enestaaende i Danmark; thi enten vurderede
man kun Skønhedsværdier eller man satte ikke Pris
paa de sædelige Værdier uden naar de havde modtaget
en gudelig Tilsætning og Forfalskning.
Han var selv en sædelig Værdi og er det den Dag idag.
Han var en uafhængig Mand, der elskede Frihed. Han
var en jævn Mand med levende Sans for Storhed,
Skønhed, Retfærdighed og Ret. Han var en stille Mand
med levende Sans for Dumhedens og Standshovmodets
Latterlighed. Han var en fin Mand i sine Sværmerier
og en grov, tapper Mand i sin Komik.
Men hverken det Fine eller det Grove i hans Natur,
hverken hans Patos eller hans Latter smittede hine
Dages Publikum. Hans Mangler, Formløsheden og det
Brudstykkeagtige, skræmmede. Hans Dyder, Alvoren,
Viljen, der laa bagved, Oprørsaanden, som ulmede og
nu og da flammede op, skræmmede end mere.
I en Menneskealder havde han gaaet og udarbejdet
dramatiske Scener og hele Dramer, og ingen Skueplads
havde skænket ham en Tanke. Fra det kongelige
Teater tilbagesendte Molbech ham hans Haandskrifter
ulæste. Han gik i sin Ensomhed dernede ved Sorø som
Bonde og passede sin Bondedont, maatte stundom efter
Amtmandens uretfærdige Paabud køre Sten til en Vej
midt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
