Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - B. S. Ingemann (1789–1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
B. S. Ingemann
449
en Dom, der gik ham imod. Det er da sandsynligt, at
han i Virkeligheden nedlagde Greven i Anledning af
denne private Fejde, ikke for Fædrelandets Skyld. Og
tydeligt nok var Drabet et natligt Overfald. Men
Ingemann følger den smukke Folkevises forherligende
Opfattelse. Og da Valdemar ved Forliget med Holstens
Grever lover ikke at tage sig af Ebbesen, er han i
Ingemanns Øjne dømt. Digteren nævner ham neppe uden
et Ukvemsord.
Endog at Valdemar efter almindelig Fyrsteskik indgik
et politisk Ægteskab, benyttes som Anledning til
at sværte ham: «Ydermere» - læser Svend Trøst
-. «skal Hertug Valdemar af Slesvig give Junker
Valdemar af Danmark sin Søster Prinsesse Helvig
tilægte og Medgiften være 24000 Mark lødigt Sølv.» -
«Her drives altsaa ikke blot Handel med mig og min
Ret som Fyrste og Menneske*, udbryder Prins Otto,
«men selv med en værgeløs Dames Lyksalighed og med
det hellige Ægteskabs Sakramente - Saamegen Patos,
fordi Valdemar tager sig en Dronning og faar Medgift!
Ja selve Bryllupsfestligheden bruger Ingemann til
at bibringe Læseren en nedsættende Forestilling om
denne Konge, len eneste af Danmarks, der forstod at
anvende List og Forstillelse i et politisk Øjemeds
Tjeneste. I Bryllupsskaren rider ved Siden af Valdemar
Henning Podebusch og i Dronningens Følge Jomfru Tove,
«med det raske, men letfærdige Væsen, der stundom
betragtedes af den muntre Brudgom med et meget kærligt
Blik.» - «Gtid hjælpe os for Herskab, vi faa», mumler
Svend Trøst højst forvirrende for Læseren, der véd,
at Tove par den første Valdemars Elskerinde!
Paa Valdemar Atterdag, denne virkelige Nationalhelt,
overfører Ingemann da ogsaa undtagelsesvis uden
Betænkning Folkevisernes Fortællinger om kongelig
Brutalitet. Valdemar optræder hans Roman som raa
Bøddel overfor Dronningens platoniske Elsker.
Staar det nu saaledes til med Mandstyper og
Mandsidealer los Ingemann, hvor han vil genskabe
Fortiden, saa kan det kke overraske, at vi ser ham
levere Vrængbilleder af de Mands-yper i Datiden,
der afgjort havde brudt med Romantiken. Hvorsomhelst
den moderne Aand spirer, ser Ingemann Karikaturer og
ntet Andet.
Jægermesteren i Den stumme Frøken er en rent
urimelig
G. Brandes: Samlede Skrifter. L
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
