Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 J. L,
Heiberg
Almindelighed er en Satire over Opdragelsesvæsenet,
bliver den første Bestemmelse for den unge Pige her,
at hun skal være et Mønster paa slet Opdragelse, et
levende Epigram over Fru Bittermandels og hendes Stabs
pædagogiske Dygtighed og Kunst. I Skolen har Trine
kun lært at danse. Men for at hæve sig ud fra denne
Grundfarve som fra sin Folie, maa hun netop have de
Uvidenheden modsatte Egenskaber, være yderst forfaren,
kundskabsrig, bevandret og lærenem i alt det, . som
hun ikke lærer i Skolen, i alle Amors frie Videnskaber
og Kunster. Kristine i Eventyret, i Rosenborg Have
er ved sit Forhold til Moderen, der udplaprer alt,
nødvendigvis bleven endnu langt mere erfaren og
øvet. For at hæve Figuren ud fra denne Baggrund er
den saa udstyret med en barnlig skelmsk Undseelighed,
en jomfruelig Blyhed, der endnu mere fremhæves af den
yderst vovede Situation, hvori hun af Digteren sættes,
og af de mange overmaade betænkelige og tvetydige
Spørgsmaal, hvortil denne giver Anledning. Karoline
i De Uadskillelige er maaske den mest vellykkede af
dem alle. Hun har daglig altfor mange gode og store
Eksempler paa Forlovelse for Øje til at hun ikke
skulde følge Dydens rette Vej. Hvis hun som Trine
skulde overhøres i Menneskets Pligter mod sig selv,
vilde hun sikkert regne det at forlove sig med til «at
gøre alt, hvad som tjener til Selvopholdelseir>. Men
er dette givet, saa maa der til Gengæld, eftersom
Mønsterparret, Løjtnanten og Henriette, ikke kraftigt
nok opviser det Forjaskede i de Uadskilleliges
Følelse, det Luntende i deres Vantetrav hen ad Livets
Landevej, over Karoline og hendes ungdommelige Elsker
være udbredt en saadan Renhed, Friskhed og Munterhed,
en saa indtagende Kækhed, at disse to Skikkelser med
Poesiens kun for Tilskueren synlige Guldglorier om
deres Hoved, synes at tilhøre en hel anden Verden,
Blomsternes, Solstraalernes og Sommerfuglenes. Af alle
Heibergs Vaudeviller er De Uadskillelige den bedst
byggede; der er intet af hans Arbejder, hvori en saa
enkelt, simpel Totaltanke ligger til Grund, og intet,
hvori den stræn-.gere holder alle Scenerne sammen. I
Recensenten og D y ret vedkommer f. Eks. Elskerparret
og Dyrehavspersonerne ikke Satiren over Datidens
literære Tilstande. I Eventyret i Rosenborg Have er
der ingen Sammenhæng imellem Vinters og Madame Sommers
uheldige Møde efter Avisfrieriet, og Fellmarks og
Charlottes Stævne i en ganske anden Anledning. Man
kan vel søge et Enhedspunkt, man kan sige, at om end
Æventyret løser sig op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
