Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478
J. L. Heiberg
det for under deres Værdighed og fordi deres
Forestilling om Værdigheden beror paa deres
Flegma. Der gives Stater som Nordamerikas i vore
Dage*) eller som Italiens for hundrede Aar siden>
hvor næsten Intet anses for latterligt, fordi der
ikke gives nogen Vedtægt, fordi ingen dér giver sig
af med at kritisere den anden, fordi man kan gaa med
sin Dames Strømpe om sin Hat. uden at nogen finder
det underligt, at man følger sit Lune. I et Samfund
endelig, der var indrettet efter Penns Grundsætninger,
vilde Latteren være en Forbrydelse og Komedien en
Umulighed. En stærk Udvikling af én aandelig Evne
medfører næsten altid en tilsvarende Hæmmelse i
Udviklingen af en anden; en Fastlands-Nation som den
tyske er for grundig og grublende, for tilbøjelig til
at gaa i Dybden og til at sværme højt, for langsom
og for haardhudet til at udvikle den fine Sans for
det Latterlige og Gaven til den hurtige Gengivelse
deraf. Den mangler Berøringen med det friske og
salte Element, <hvor det Tunge fandt sin Grav og det
Lette saa sejrende danser*, som giver de søfarende
Nationer et fælles Præg. Franskmændenes overfladiske,
rent forstandige, lidet moralske Betragtningsmaade og
skarpe,, lidt tørre Forstand giver paa dette Punkt
dem Evner, som Tyskerne mangler. Engelskmændenes
.poetisk-humoristiske Fantasi og udviklede moralske
Blik gøre dem lige skikkede til det digteriske
Lunespil, der findes hos Shakespeare og Dickens,
og til den blodige Satire, der betegner Hogarth og
Sheridan. Den danske Spøg er paa den ene Side mindre
poetisk og ideal, paa den anden Side mindre revsende
og blodig: Der er en Art højere Mening i den gamle
Sprogbrugs Betegnelse af den Latterlystne som den
Lattermilde. Vor nationale Skæmt antager i Modsætning
til Tyskernes tidligt en dramatisk Karakter. Er det
for dristigt at søge et Spor dertil i vore Ordsprog,
af hvilke de spøgende næsten altid i Tidens Løb har
faaet en dramatisk Vending ved en Tilsætning som
«sagde Fanden», <. sagde Kærlingen> eller lignende,
og ved Angivelse af den bestemte Situation, i
hvilken Ordet blev sagt? Dette af det komiske Anlæg
uafhængige dramatiske Anlæg er Betingelsen for, at
et Folk kan udvikle et Lystspil. Af hvad Art dette
bliver, afhænger dels af Folkets oprindelige Natur,
dels af historiske Forhold. Saaledes er det
*) Sammenlign Tocqueville: De la démocratie en
Amériquc Tome S. 360.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
