Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Henrik Hertz (1798–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520 Henrik
Hertz
En Hymne til den er Svend Dyrings Hus, hvor Alt drejer
sig om dens fortryllende, frygteligt ydmygende,
Alt overvindende Magt; en Lovsang over den er Kong
Renes Datter, hvor vi ser den komme som det pludseligt
aabnede aandelige Syn, der omskaber alle Omgivelser,
og en Elskovens Tragedie er Ninon, hvor vi ser den
i Strid med menneskelige og guddommelige Love. Ved
romantisk Lidenskab virker disse Skuespil. Men Hertz
kender ogsaa Elskoven i andre Skikkelser. Han som
sværmer saa stærkt for Ovid, (Filologen til sin
Elskede) og er saa lidet paavirket af Grækerne,
vil have meget tilovers for den romerske Amor; han,
der vurderer den mediceiske Venus saa højt (Digtet
En Drøm) og synes at kende saa lidet til den store
fra Milo, vil kunne skildre Elskoven i mindre Stil,
mindre dybtgaaende, mere ubetydelig. Dog saa let som
Heiberg tager sig Sagen, vil han, Erotikeren, aldrig
kunne det: naar Heiberg i Et Eventyr i Rosen-borghave
lader den unge Mand paa én Gang være indtaget i to
Søstre, saa afgør den Omstændighed at han erfarer,
hvilken af dem, der er ugift, hans Valg; naar Hertz
i Indkvarteringen bruger samme Træk, da er det Amor
selv, der leder den unge Mand, saa han vildledt
som han er, alligevel finder den, han kan opnaa,
og forelsker sig i hende, skønt han tror, hun er
gift. Selv i de af Hertz’s Stykker, der er mindre
vellykkede eller uheldige, er den lyriske Udtalelse af
Kærlighedens Alvor altid dyb og inderlig, undertiden
næsten berusende: saaledes i Advokat og Myndling
i den skønne Scene, hvor den unge Mand skal vinde
sin Elskede ved en eneste Henvendelse; saaledes i
Scheik Hasscin, hvis eneste, men dejlige Glanspunkt
er Suleikas østerlandske Kærlighedssang. l Amors
Genistreger ser vi Kærligheden sejre, ikke i Kraft
af, men trods de Planer, der understøtter den; thi
den ynder ikke denne Understøttelse; den finder sig
alene sin Vej gennem Forviklingernes sindrigt snoede
Vildgang. I Den eneste Fejl er det især dens Opstaaen,
som underholder; Svend Dyrings Hus havde fremstillet
et Øjebliks Tro paa den Andens Kærlighed som det
Vækkende (thi Runerne er jo for Ragnhild Tegn paa,
at Stig Hvide elsker hende); her er det forunderligt
nok Troen paa den unge Piges poetiske Talent, hvilket
vel frastøder Elskeren, men tillige tiltrækker og
fængsler ham, og denne Tro er da ligesom en Krykke,
der i Begyndelsen holder hans spæde Kærlighed oppe,
indtil den har vundet saa megen Kraft, at den, naar
Krykken falder bort, kan staa paa sine egne Ben. Det
lille Digt, der her spiller saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
