Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Henrik Hertz (1798–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522 Henrik
Hertz
hvorved her virkes, er noget Andet, jeg intet bedre
Navn har for, end: det er Magi, Vellydens Magi. Det er
denne, som griber, selv naar, som det hos Hertz kan
træffe sig, Følelsen er mere sygelig end frisk, selv
naar Ordet er lidt søgt, selv naar Udtrykket bliver
Talekunst, prosaisk eller belærende, eller naar vi
faar altfor Meget af det Zarte, Fine, Belevne, Artige,
Yndefulde, Duftige og Gratiøse (i fire Stavelser);
her er dog bestandig denne Kunstens Trolddom, som kan
sammenlignes med den, der kan være i en Kvindes Blik,
selv naar alle andre Egenskaber, som kunde fængsle,
fattes. Virkningen beror nærmere derpaa, at Digteren
med hele sin varme Sjæl er tilstede i hver lille
Enkelthed. Grundtonen i disse Digte er Vemod, en sød
Vemodighed, hans Glædesudraab er «ak!», han kalder
sig selv «den tungsindige Sanger*. Hør ham klage over
Nydelsen og Glæden, snart som i Trubaduren, at den er
forspildt, snart som i Gubben og Ynglingen, at den er
forbi, i Fristeren, at den skal forsages, i det første
Hirschholmsdigt, at den evigt savnes. Denne Følelse er
en underlig Grundtone hos en Lystspildigter, men den
erobrer En; den er saa lønligt virkende; den griber
ind i vore fineste Nerver og vinder os om en Finger,
før vi véd et Ord deraf.
Naar denne Digter nu vender sig til Dramaet, da vil
han være heldigst, hvor han beholder Verseformen,
og hans fuldkomneste Arbejder Svend Durings Hus og
Kong Renes Datter, vil, ligesom den røde og den hvide
Rose, have forskellig Farve, men én og samme os nu
bekendte Duft. Naar han vender sig til Lystspillet,
da medtager han sine Rytmers Trolddom og sammensmelter
Vaudeville-Strofens Musik og Dialogens Prosa til en
egen Kunstform, det rimede Lystspil-, der beholder
hans lyriske Digtes Ynde. Men han, der allerede som
Genganger efterdigtede, vil mindre end nogen Anden
være bunden til en enkelt Retning; han vil skrive
Vaudeviller, Lystspil i Prosa, kort alle Slags. Han er
aldrig længe éns. Ingen ung blufærdig Jomfru skifter
oftere Farve end hans Stil. Hans Prosa har ikke mindre
end hans Vers det ganske ejendommelige Fortrin,
han betegner som sit i Amors Poetik: overalt det
simple, ædruelige Udtryk, der betegner vor Literaturs
Blomstringsperiode. Vurderende Studiet saa højt som
han gør det, begynder han med alvorlige Studier i
Holbergs Manér, dernæst følger han i Lystspillet
sin egen Tilbøjelighed, vælger sig et fint, lille
Rænkespil, en sjæleligt eller sædeligt fængslende
Grundsituation eller Besynderlighed, og med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
