Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Ludvig Bødtcher (1793–1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Bødtcher
549
Ak, selsomt skifter Livets Scene;
Knap svandt et Aar
Da sad jeg atter - men alene,
Hvor Bænken staar:
Det elskte Navn jeg maatte skue
Faa Gravens Bræt
Og gyse for den lille Tue,
Som dog fik Ret.
Men denne Bødtchers Kærlighed til det Stille og
det Smaa blev underligt nok den Ungdomskilde, som
forhindrede hans Poesi fra at ældes med ham selv. Den
bevarede ham fra at indlade sig paa Himmelflugter,
den beskyttede ham mod Taage-farter, idet den tvang
ham ind paa en i hans Ungdom ikke almindelig poetisk
Virkelighedstroskab. Den slebne og varsomme Bødtcher
er trods sin Finhed en jaf vore dygtige Realister,
nu og da ligesaa kæk som de engelske Digtere af
Søskolen, hvor det gælder at udmale en lille hverdags
Situation paa en djærv og anskuelig Maade. Digtet
Fuglen er et Eksempel fremfor alle. Det er en simpel
Hverdagshistorie, et ganske lille Stykke Adam Homo,
der gaar Virkeligheden saa nær som muligt og ikke
tyer til nogen romantisk Pynt, men som i sig selv er
højst poetisk. Faa af vore Digtere vilde have vovet at
skildre en saadan Virkelighed som det splitternøgne
spæde Barn i Fjedertønden; men Bødtcher vover det og
hans lille Papageno rører alle Hjerter. Har man faaet
Øje for at hin nysnævnte Kærlighed til Bagatellen
i sin Grund er en ægte Kunstnerkærlighed til det
Omstændelige, til Virkeligheden med alle dens smaa
Enkeltheder, saa vil man ogsaa se hin Tandstikker,
hin Skrædderregning, hin Mus, der drikker Olie, alle
disse Smaating, i en ny Belysning. De er Vidnesbyrd om
Kunstnerens Evne til trods alt sit teoretiske Sværmeri
for Romantiken at blive Jorden og det Jordiske tro.
En ret Romantiker blev Bødtcher aldrig. De Par
gammeldags Digte fra hans tidligste Ungdom, fra hans
før-Oehlenschlå-gerske Periode, som er os opbevarede,
er ikke, som Hauchs tilsvarende, yderligt romantiske,
men har den stille Pasgang, som var ejendommelig for
det attende Aarhundredes Vers. En lille Splint af
det attende Aarhundrede, hvori han fødtes, beholdt
han altid i Kødet. Selv naar han blev saa indtaget
i Thorvaldsen, var det tildels begrundet i det i
Thorvaldsens Kunst, det Klare og rent Humane, som
hørte det forrige Aarhundrede til. Han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
