Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Danske Personligheder
- Ludvig Bødtcher (1793–1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men selv den sidste Dæmringsscene
Har landlig Ynde bag de dunkle Grene.
Teresa alt sin Conca hævet har
Og iler rank med Pigerne til Kilden.
Hør hvilken Latter, Spøg og Drillen,
Mens Vandet sprudler i det kolde Kobberkar.
Den trivelige Fanciscaner
Gaar skottende forbi paa hellig Vis,
Det hører til hans fromme Vaner
At sagtne Gangen her og ta’ en Pris. -
Ernst Meyer blev i Rom. Bødtcher bevarede Rom i sit
Hjerte. Italien var og blev han hans Sværmeri; en Straale af
Italiens Sol havde forgyldt Tilværelsen for ham.
Vi søgte at komme paa det Rene med, hvori den
ejendommelige Klangfarve i hans Digte bestod. Vi fandt over dem det
dæmpede Skær, som var at vente hos en Digter, hvis
Inderlighed er uden Patos. Vi fandt, at hans Poesier for en stor Del
var Stillelivs-Stykker og derfor rolige og milde i deres Tone, at
de som saadanne fremdeles fordybede sig i Smaating og stræbte
ved en saa følt Behandlingsmaade som muligt at adle Æmnets
Ubetydelighed, at endelig Kærligheden til det Smaa
naturnødvendigt blev Kærlighed til Enkelthederne, til Virkeligheden og at
saaledes den Duft, der hvilede over disse Digte, ikke var en
ubestemt romantisk, men Naturens egen krydrede Vellugt. Vi førte
Bødtchers Fremmedhed for det egenlige Romantiske tilbage til
Præget, som det Aarhundrede, hvori han fødtes, satte paa ham,
et Tvivlens Præg, som holdt ham tilbage fra nogensinde stridbart
at fremsætte hvad der for ham stillede sig som Sandhed, et logisk
Præg, som hindrede ham i nogensinde at anslaa den
romantisklidenskabelige Folkevisetone. Vi saa’ ham saaledes give det
skaanende og blide i Livsanskuelsen, det svalende og klare i Naturen,
det forsonende og ømme i Kærligheden Plads i sin Fantasi. Han
sang da ikke af fuld Hals, han nynnede til sin Cither; han malede
ikke dristige Freskobilleder, men smaa, fine, i Farven lidt tørre
Pasteller, og til det beskedent ædruelige i Beskrivelse og Billed
svarede Foredragets indtrængende og fortrolige Finhed.
Man kan vel ikke nøjagtigt bestemme, hvori Violens Duft
bestaar. Men man kan sige: det er den mindste, den
beskedneste af alle de Blomster i Haven, som dufter. Den overses let,
thi den skjuler sig for Øjet; men saa uanselig den end er, den
forraades af sin Duft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 04:09:42 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/1/0560.html
