Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - Iagttagelser og Overvejelser - I. Første Indtryk (1885) - V. Sammensmeltningen af alt Polsk til Et. Bekendelser og Partier. Polen et Sindbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udvisningsordren. Alt Bohave kastedes ud paa Gaden. Oldinge,
Kvinder, Smaabørn maatte udmattede slæbe sig afsted til
Bestemmelsesstedet. Sank en Kvinde afmægtig om paa Vejen, maatte
Manden ligefuldt gaa videre. Og paa det nye Opholdssted ramtes
saa de udskrevne af den haardeste Straf: Børne-Udskrivningen.
Man bemægtigede sig ved omfattende Strejftog i 1842 alle Smaadrenge
fra Seksaars-Alderen af og sendte dem under Kosak-Bevogtning
til Archangelsk for at opdrages til Matroser. Det forstaar
sig, at de døde som Fluer undervejs.
Fælles Ulykke har knyttet de polske Jøder til deres kristne
Landsmænd. Thi ogsaa de øvrige Polakker havde jo maattet
lide under Bortførelsen af deres Børn. En Ordre fra Fyrst
Paskiewicz af 24de Marts 1832, der er bleven udført, begyndte
saadan: «Det har behaget Hans Majestæt Kejseren at befale, at
alle omflakkende, forældreløse eller fattige Drengebørn i Polen
skal indlemmes i Kantonisternes Bataljon og følgelig bortsendes
i Masse til Minsk, hvor der vil blive taget Bestemmelse om dem
efter H. M.s Generalstabs Reglement». Og Udførelsen af denne
Befaling er ikke nogen enestaaende Begivenhed. Seks Aar senere,
13de April 1838, stod følgende Meddelelse fra Guvernementsraadet
at læse i Warszawas Aviser: «Den 18de i denne Maaned finder
i Raadhussalen en offenlig Licitation Sted angaaende Overførelsen
til St. Petersborg og Urál af nogle tusind Sønner af polske
Adelige.» Fra da af har jødiske og kristne Polakker følt sig vel
ikke som ét Samfund, men dog som én Nation. Folkets velvillige
Holdning i Warszawa 1860 mod de sig ved Dragt og Sprog
endnu bestandig adskillende Jøder løste Spørgsmaalet om de
sidstes Ligestilling, og da der i Februar 1861 paa Pladsen foran
Slottet og en anden større Plads blev skudt paa den knælende
Mængde, der med de russiske Kanonmundinger for Øje istemmede
Nationalhymnen Z dymem pozarów og anraabte Gud om at
skænke Polakkerne Frihed og et Fædreland, følte Jøderne Trang
til ved en utvetydig Tilkendegivelse at lægge deres nationale
Sindelag for Dagen. De ledsagede massevis deres Rabbinere ind
i de katolske Kirker, ligesom de Kristne massevis drog ind i
Synagogerne for at istemme den samme Hymne.
Men allerede hos Polens største Digter Mickiewicz er
Enhedsfølelsen mægtig; hans Værk Pan Tadeusz (fra 1834), der er
blevet det polske Nationalepos, slutter med, at Polens berømte
Nationalsang spilles for Dombrowski og hans Soldater af en Jøde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
