Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - Iagttagelser og Overvejelser - II. Andet Indtryk (1886) - II. Mændene. Polske Idealer, Dyder og Laster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der er to polske Nationalsange, som tilsammen giver det
fuldstændige Billede af Polakkernes Folkekarakter, den ene er
Wibicki’s Jeszcze Polska fra 1797, den over hele Jorden berømte
Vise: Endnu er det ikke ude med Polen, den anden er Ujejski’s
Z dymem pozarów fra 1846, skrevet efter de Galiziske Myrderier.
Det Metternichske Styre, som af Erkehertug Ferdinand havde
faaet Ideen til at bruge Bønderne mod deres Herrer, lod dengang
Bondestanden i Galizien indbilde, at Kejseren havde skænket
den Frihed for Krigstjeneste og Jorden til Deling, men at Adelen
hindrede denne kejserlige Bestemmelse. Da unge Adelige saa
forsøgte at vinde Bønderne for en national Opstand, gik disses
Raseri ud over den polske Adel; i tre Dage blev 2000 Mænd,
Kvinder og Børn af Adelsstanden udryddede; nogle blev levende
brændte, andre piskede ihjel, atter andre huggede i Stykker.
Ujejski’s Sang er Udtrykket for den nyere Slægts Fortvivlelse
over at se Polens Forhaabninger saaledes tilintetgjorte af
Polakkerne selv, som Wibicki’s Sang er Udtrykket for den gamle
Slægts lyse Haab, selv efter at den tredje Delings Økseslag var
faldet. Den ene er en Hymne, der ligner en Salme, den anden
er en Marsch, der ligner en Mazurka.
De to Sider af Folkekarakteren, hele Polens Aand, spejler
sig heri. I Ujejski’s Hymne er der den høje, brændende Alvor,
Fædrelandskærligheden som Religion: Opad med Ildebrandenes
Røg og Broderblodets Damp stiger vor Klage til Dig, o Herre!
Jeszcze Polska, der i Almindelighed troes patetisk, fordi den har
havt en lignende Betydning for Polens Nationalliv som
Marseillaisen for Frankrigs, er den sorgløseste, muntreste Sang, det
heltemodige Letsinds Vise. Tankegangen er: Det har ingen Nød.
Polen bestaar nok. Marsch, Marsch, Dombrowski! Det er en
Fornøjelse at leve, at synge, at slaaes.
Den Dyd, der efterhaanden i den nyere Tid er trængt igennem
i Europa som borgerlig Hoveddyd, er den at arbejde med
Kærlighed til Arbejdet for dettes egen Skyld. Den Opfattelse,
hvorpaa den beroer, er saare sjælden i Polen. Man har her
dyrket sin Jord og dyrket sin Aand Aarhundreder igennem, men
man har samtidigt haardnakket betragtet det egenlige Arbejde
for Penge som en lav, nedværdigende Ting. Man har næret
den nedarvede aristokratiske Ringeagt for Købmanden og
Fabrikanten, endsige for Kræmmeren og Haandværkeren. Man har
samlet store Formuer, men man har givet dem ud. Penge var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
