Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - V. Af Maryla Wielopolska's Levned - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Polen
167
en Forbindelse under min Stand ved at gifte mig
med min Gu-vernantes Broder, der ikke var af
Adel og bar et borgerligt Navn, strejfede ikke et
Minut mit Sind. Jeg tænkte lige saa lidt paa hans
Formueløshed. De véd, at jeg er blevet opdraget i
stor Overdaadighed. I vor Barndom havde vi vore
Heste og Vogne, Huset fuldt af Tjenestefolk og
saa mange Penge, vi ønskede. Derfor havde jeg ikke
Begreb om Penges Værd og rettede ikke en eneste Gang
det Spørgsmaal til mig selv, hvorledes jeg skulde
bære mig ad, naar jeg var blevet gift med en Mand,
der slet ingen Levevej havde, nu da min egen Medgift
maatte være ringe. Rigtignok kendte jeg den Gang ikke
nøje Størrelsen af min Medgift, og jeg bekymrede mig
ikke om at spørge derom. Min Guvernante talte ikke
om andet end om den glimrende Løbebane, der forestod
hendes Broder, naar han nu bosatte sig i Warszawa og
blev Journalist.
Først nogle Dage efter, at jeg saaledes højtideligt
havde bundet mig for bestandig, gjorde jeg mig rigtigt
Regnskab for, hvad jeg havde gjort. En ubeskrivelig
Sørgmodighed betog mig helt. Jeg forstod, at jeg havde
givet Raadigheden over mit Liv ud af mine Hænder, og
jeg blev bange. Jeg følte, at jeg ikke elskede denne
Mand, aldrig vilde kunne elske ham. Naar han rørte
min Haand, løb en Gysen gennem hele mit Legeme. Jeg
havde de højeste Forestillinger om hans Karakter;
men legemligt var han mig imod. Seksten Aar gammel
opdager man sligt uden at forstaa det. Paa dette
Tidspunkt var det, at jeg for første Gang gav mig
til at drømme om Kærlighed, og jo mere jeg drømte,
des ulykkeligere følte jeg mig. Jeg betroede Ingen
mine Tvivl og Kvaler. Snart sank jeg hen i ren
Fortvivlelse, hvorunder jeg besluttede at gaa i
Kloster, og hver Morgen, naar jeg gik hen at høre
Messen i Visitandinernes Kirke og Nonnernes sørgmodige
og enstonige Sang fyldte mine Øren, misundte jeg dem
af hele mit Hjerte deres Sindsro og Ligevægt. Jeg
beskyldte mig selv for Svaghed og Fejghed; jeg
foragtede mig selv. Nu og da stræbte jeg af al min
Evne at knytte mig til den unge Mand. Men det var
mig umuligt.
To Maaneder gik hen. I Juleferien kom den af mine
Brødre, som De kender, tilbage fra Petersborg. Han
holdt meget af mig. Han var i 15 Aars Alderen, endnu
et Barn, os jeg følte mig saa gammel overfor ham,
at jeg slet ikke i mine Breve til ham havde talt om
min Forlovelse. Desuden havde Moder ønsket
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
