Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IV. Mickiewicz og Goethe. Faris og Oden til Ungdommen. Mickiewicz's Ungdom. Mickiewicz og Pusjkin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han skriger og truer mig med sine skinnende Kløer. Tre Gange
maaler vi hinanden med Øjnene. Hvem af os blev skræmt? Gribben
blev skræmt. - Og da jeg vender Hovedet og spænder min Bue for at
straffe den, ser jeg Gribben langt, langt borte som en sort Plet paa Himlen
først saa stor som en Spurv, saa som en Sommerfugl, saa som en Myg,
og saa smelter den sammen med Himlens Blaa.
Flyv, flyv, min brave Hest med de hvide Hove. I Klipper, af Vejen!
I Gribbe, af Vejen!
........
Nu kan jeg med solklare Øjne se mig om og jeg ser ingen Forfølger
trindt omkring mig. Her er den sovende Natur aldrig bleven vækket af
Mennesket. Her hviler Elementerne roligt, ligesom Dyr der paa en
nysopdaget Ø ikke frygter Menneskene, naar de ser dem første Gang.
Men store Gud! jeg er jo ikke den første, ikke den eneste her. Hist
ser jeg i Sandet en Lejr og i den en Trop Mænd. Er det Rejsende eller
er det Røvere, som ligger paa Lur? Hvor de er hvide, de Ryttere! og
deres Heste er ogsaa ængsteligt hvide. Jeg flyver derhen; de rører sig
ikke. Jeg raaber, de svarer ikke. Min Gud! Det er Lig. En forlængst
i Sandet begravet Karavane, som Stormen nu har blæst Sandet fra! Paa
Kamelernes Knokkelrygge sidder Skeletter af arabiske Mænd! Gennem de
Huller, hvor engang Øjnene sad, risler Sandet ud og synes at mumle en
Trusel: Gale Beduiner! hvor rider du hen? Snart møder du Orkanen!
Jeg iler, jeg flyver - I Lig, af Vejen! I Orkaner, af Vejen!
Men Orkanen kommer, den frygteligste af Afrikas Hvirvelvinde, der
ensom gik over Sandhavet; den ser mig langt borte, den undres, den
standser; den hvirvler sig om sig selv og siger til sig selv: Hvad er det
for en af mine unge Brødre, Vindene, der, saa svag af Vækst og saa
langsom af Flugt, vover sig ind i mit gamle Ørkenrige? Den brøler og gaar
imod mig som en Pyramide, der vandrer. Men da den ser, at jeg kun
er et Menneske og at jeg ikke viger til Side, saa stamper den rasende i
Jorden og vælter sig over hele Arabien. Den griber mig, som Kondoren en
Spurv; den slaar mig med sine hvirvlende Vinger, brænder mig med sin
flammende Aande, slynger mig op i Luften, kaster mig ned i Sandet. Jeg
springer op og kæmper imod, sønderriver dens Hvirvlers Kæmpeknuder.
Jeg bider den, knuser med mine Tænder hvad jeg kan faa fat paa af dens
Sandlegeme. Den vil undslippe af mine Arme; men den kan ikke rive
sig løs og brister. Dens Hoved falder tilbage, opløst i en Sandregn, og
dens uhyre Lig strækker sig ud for mine Fødder som en Vold.
Saa aander jeg op, løfter mine Øjne og ser stolt paa Stjernerne, og
alle Stjernerne ser med deres Guldøjne fast paa mig; thi de ser ikke
andet i Ørkenen end mig. O hvor det er sødt at aande her, aande ind
og ud, i fulde Drag af fuldt Bryst! Jeg aander frit, fuldt, dybt. Al
Arabiens Luft er neppe nok for mine Lunger. O hvor det er sødt at se sig
om her, saa langt Øjet naaer. Mine Øjne udvides, styrkes; deres Blik
gennemborer allerede Synskresens Rande. O hvor det er saligt at strække
sine Arme ud, frit, frejdigt! Det er mig som kunde jeg favne hele Verden
fra Østerland til Vesten. Min Tanke flyver som en Pil; højere, højere,
højere op endnu ind i Himlens Dybder. Og som Bien begraver sit Liv
med den Braad, hvormed den borer, saaledes slynger og borer jeg med
min Tanke min hele Sjæl ind i Himlens Hvælving.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
