Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IV. Mickiewicz og Goethe. Faris og Oden til Ungdommen. Mickiewicz's Ungdom. Mickiewicz og Pusjkin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
flydende Malm, Goethes blanke kolde Dalere. Men man forstaar
ogsaa den unge, gammeldags opdragne Polaks Studsen over
Goethes hele Maade at tænke og føle paa. Særligt er det, naar
Samtalerne i Goethes Hus falder paa Naturvidenskaberne, at
begge Polakker har Anledning til at undres over Goethes rent
hedenske Betragtningsmaade, mens de selv er Fyr og Flamme,
Andagt og Tro. Det hænder da Goethe at udtale den ene vægtige
Tanke efter den anden. Odyniec anfører nogle Ytringer, lige
tagne fra Oldingens Læber: Naturen tiltrækker og henriver som
det Uendelige. — Man maa være følgerigtig i sin Forsken, og
Naturen skuffer Ingen. — Naturens Skatte er fortryllede; ingen
Spade, et Ord lægger dem blot for Øjet. — Ofte har jeg ligget
i Strid med Naturen, men jeg har altid endt med at bede den
om Tilgivelse. — Og endnu mange flere saadanne Fyndsprog.
Odyniec skriver saa hjem til en Ven i Polen: «Hvis du nu
undres over, at her atter og atter kun er Tale om Naturen,
hvad vil du da sige til, at dette skete mindst to hundrede Gange
og at Ordet Gud ikke en eneste Gang blev nævnt. Som om
Naturen var Et og Alt, Alfa og Omega, sin egen Skaber og
Guddom! Dette er altsaa den Naturforgudelse, jeg hidtil Gudskelov
kun kendte af Omtale og som jeg kun troede forkyndt af Folk,
der talte mod deres egen bedre Overbevisning og ikke forstod
hvad de selv sagde. Men idag var det anderledes. Alt, hvad
Goethe sagde, og selv det, han ikke sagde rent ud, var klart.
Og denne Klarhed, dette Vinterlys, gennemisnede mig med en
saadan Kulde, at selv min skønne Borddames [Fru Vogels]
Straaleblikke kun traf mit Hjerte som Solblink en Sne, de ikke
kan smelte. Jeg saa nysgerrig over paa Adam for at gætte hans
Tanker; dog han sad mørk og taus.» Og Odyniec glæder sig
over, at hans store Ven dog, som det hedder i Dziady, tror, at
der har været Nogen, der hængte Vægtlodderne op i
Verdensuhret, og at den polske Profet dog derved skiller sig fra de
tyske Titaner. Goethe er for ham den Vise «der ikke kender
den levende Sandhed, intet Under ser» og han anvender paa sig
selv overfor ham Ordene af Mickiewicz’s Digt Romantiken:
«Følelse og Tro taler mægtigere til mig end en Vismands Øjne og
Kikkert.» Og nu følger en Kritik af Faust, Forfærdelse over
hin Bekendelse, at Gud kun er en Følelse, som Mennesket øser
af Naturen, og hvert Navn en blot Lyd. Hvad er denne Faust?
Satire? Ironi? Forhaanelse? og af hvem? spørger han. Mon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
