Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IV. Mickiewicz og Goethe. Faris og Oden til Ungdommen. Mickiewicz's Ungdom. Mickiewicz og Pusjkin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremkaldt af gammelengelske Ballader havde dette Digt slaaet
ned i Walter Scott, saa stærkt at han først optraadte med en
Oversættelse deraf. Her gør Digtet, bearbejdet af den russiske
Digter Sjukovski, saa dybt et Indtryk paa Mickiewicz, at han slaar
ind paa en ny Stil og forfatter en hel Række Ballader, af hvilke
endog én med Titlen Flugten behandler samme Æmne som
Lenore. Disse Digte, der støtter sig til stedlige Folkesagn eller
slavisk Overtro er snart naturromantiske i Folkevisetonen, snart
energisk dramatiske som den fortræffelige Sang om Wojewoden
— umoralsk som et Digt i Prosa af Mérimée — snart
humoristiske som Skildringen af Djævlens Angst for en Rappenskralde
i Fru Twardowska.
Mickiewicz havde havt en første «ulykkelig Kærlighed», som
det kaldes, og som Digterne dengang (Byron, Heine og mange
flere) gerne digterisk levede længe paa. Han forelskede sig
allerede i Nowogródek i en ung Pige af fornem Slægt Maria
Wereszczaka (besunget af ham under Navn af Marylka), der
foretrak en Anden for ham. I den Tilstand af forelsket Fortvivlelse,
han nu gennemlevede, blev Byron hans eneste Læsning, og han
skrev de ældste Partier af Dziady (Festen for de Døde) der i
Tilknytning til en gammel litauisk Skik, den paa Alle Sjæles
Dag (den anden November) at stille Mad og Drikke frem paa
Kirkegaarden for de Døde, indfører Bønder, Hyrder, en
Aandebesværger og en Mængde Afdødes Aander paa en tænkt Scene.
Imellem disse Aander er der en Selvmorder af ulykkelig Elskov.
I andre Brudstykker har denne Selvmorder — efter Helten i Fru
de Krüdeners følsomme Roman Valérie[1] — Navnet Gustav, et
Spøgelse, der er fordømt til hvert Aar, den anden November, at
lide Sjælekval om igen. Alle disse Partier, der er fulde af
romantisk Spøgeri og overspændt Følsomhed er uden Interesse for
den fremmede Læser. Det er Werther og Werthers ringeste
Affødninger, som her gaar igen. Umiddelbart herefter fulgte
imidlertid det lille Heltedigt Grazyna, der paa friske Vers
behandler et gammelt litauisk Stof om Fædrelandskærlighed og
Kvindetapperhed, og heri var der intet Uklart eller Vammelt,
Formen gennemsigtig og Aandepustet stærkt.
Efter et Par Aars Ophold som Lærer i Kowno var
Mickiewicz vendt tilbage til Wilna, da han blev revet ud af den stille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
