Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - VI. Hos Hoveddigterne Mickiewicz, Slowacki og Krasinski to Grundmotiver: Udmaling af Grusomheder og Udsyngen af Forhaabninger. Hævnens Poesi hos de første Digtere, Kærlighedens Poesi hos Krasinski
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Polen
247
sagde han. - Saa førte man Janczewski ud. Jeg kendte
ham. Torturen havde gjort ham styg, mager og sort,
han, som for et Aar siden havde været den lystigste
og kønneste af alle. Han saa ned fra sin Kibitka
som Kejseren fra sit Klippestykke. Hans Blik var
stolt, tørt, klart; han syntes at ville trøste sine
Kammerater, og hans Smil syntes at ville sige den
forsamlede Mængde: Se, hvor lidt Ulykken tager paa
mig! . . . Han bemærkede, at Folk græd, idet de saa
paa hans Lænker; da løftede han dem i Vejret med Foden
og rystede dem som for at vise, de ikke var for tunge
for ham. Saa slog Kusken løs paa Hesten. Kibitkaen
satte afsted i Galop, han svang sin Hat under det
tre Gange gentagne Raab: «Med Polen er det endnu
ikke ude!» og Hoben skjulte ham for mit Blik; men
længe endnu saa man hans oprakte Arm mod Himlen som
Baggrund og den sorte sønderrevne Filthat svungen som
en Sørgestandart over dette glatragede unge Hoved,
dette Hove*d uden Plet, der saa stolt endnu langt
borte vidnede om Ofrets Uskyldighed og Bødlernes
Skam.
Som Farven sin udfyldende Farve, som Septim-Akkorden
sin Opløsning fremkalder nu hos Mickiewicz og Slowacki
dette Motiv altid Hævnmotivet.
Man kan forfølge ogsaa dette tydeligst i tredje Del
af Dziady igetmem de forskellige Sange, som Fangerne
synger.
Der er først Jankowskis Sang: «For at jeg skal
blive troende, maa jeg først se Jesus og Maria tugte
Czaren, som besudler mit Land. Saalænge Gzaren lever
og Nowosilcow drikker, saalænge maa Ingen vente,
at jeg skal raabe: «Jesus, Maria!*
Saa følger Kolakowskis ironiske Vise: «Hvad gør det,
om jeg maa døje Tvangsarbejde under Jorden, Lænker,
Sibirien! Naar jeg blot som trofast Undersaat faar Lov
at arbejde for min Gzar! - Naar jeg i Bjergværkerne
maa smedde med Flid og Kunst, saa siger jeg til
mig selv: Dette graa Jern bliver en Dag en Økse til
Czaren. - Hvis jeg slipper ud af Tugthuset og faar
et uugt tatarisk Fruentimmer til Kone, saa siger
jeg til hende: Fød os en Pahlen til Czaren! [Pahlen,
Paul I’s Morder.] - Sender man mig ud som Kolonist,
saa dyrker jeg min Have, graver mine Bede om og saar
Hamp, kun Hamp, til Czaren. - Af Hamp gør man en
Strikke, en graa Strikke, som man kan indflette med
Sølv; maaske kaster En [Orlow, Peter III’s Morder]
det Skærf oni Halsen paa Czaren.»
Endelig synger Conrad: c Min Aand var forstummet,
min Sang laa i Graven, men min Genius har lugtet
Blod, og med et Skrig rejser den sig som en Vampyr,
begærlig efter Blod. Den tørster efter Blod, efter
Blod. Ja Hævn, Hævn! Hævn over vore Bødler! Hævn,
om Gud vil, og om Gud ikke vil!»
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
