Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - VIII. Pan Tadeusz, Aarhundredets eneste fortællende Digtning. Mickiewicz og Rzewuski. Mickiewicz's Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Polen
273
Thi Træerne lydt gentage det Kunststykke uden Mage,
.og Bøgen over til Bøg, Eg til Eg det kaster tilbage.
Han blæser paany, som var der hundrede Horn i hans
Horn, saa hører man mellem hverandre vild Jagt gennem
Bondens Korn, Skud, Hundeglam, Hjorterallen - nu
løfter han Hornets Munding, Og stærkt Triumf-Fanfaren
slaar imod Himlens Runding.
Her standsed han, sænked dog ikke Hornet, Tonerne
henklang, De tro’de, han spilte endnu, saa var det
Ekkoets Genklang.
Saa mange Horn der toner, som Træer der er i Skoven,
som fra ét Træ til et andet en Korsang der flyver
foroven,
og stedse bredere rullende Tone paa Tone følger,
.Og stedse mildere, stedse med stillere, finere
Bølger,
Til Klangen etsteds histoppe bag Himmelens Tærskel
sig dølger.
Hvad her er sagt om Wojskiens Spil, gengiver
netop hvad Mickiewicz har formaaet. Idet
han, den Landflygtige, drømte sig tilbage til
Barndomsindtrykkene af Natur- og Menneskeliv I et
Land, der laa hen i en naiv og broget Civilisation,
udenfor Industrien, men med et ejendommeligt
Haandværkspræg, udenfor Politistaten, men med et af
Vedtægten godkendt Anarki, naaede han at faa Litauens
ældgamle Skove til al tale, evnede at fremstille
hele den lystige og vilde Jagt der i Landet, Dyrenes
Naturlyd, Fuglenes Kvidren, Bjørnens Brummen, Uroksens
Brøl, alle Menneskestemmernes Kor. Han stiger fra
den stille Hvisken mellem Bøg og Bøg, Eg og Eg, til
det bliver, som havde han hundrede Horns Melodier i
sit Horn, som havde han alle Landets afdøde Slægters
Bøster deri.
Disse Stemmer høres gennem Digtet stedse i bredere
Væld, stedse med renere Klang, som Landets inderste
Attraa i Elskov og Ømhed, Haab og Vrede, Vildskab
og Daarskab, Skemt og Begejstring, til det er, som
fyldte hans Spil og Sang Polens Himmel. Og naar man
har iagttaget, hvor dybt denne hans Digtning endnu den
Dag i Dag virker i Polakkernes Sind, saa mindes man
Ordene om Wojskiens Tilhørere, at det var dem, da han
længst havde hørt op, som spilte han endnu. Saa helt
lever Mickiewicz endnu i det Ekko, han har fremkaldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
