Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IX. Spaltninger mellem Digterne. Romantikens Opløsning. Vore Dages polske Literatur. Sammenfattende Dom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Polen
275
De to Digtere omfavnede hinanden, de Tilstedeværende
omfavnede dem med Taarer i Øjnene, og det gamle
Uvenskab syntes forbi.
Men snart derefter kom del til et endeligt Brud i
Anledning af en ringe Sag, en Sølvskaal, som man
bad Slowacki overrække Mickiewicz til Minde om hin
Festlighed. Slowacki betragtede denne Anmodning som
en Krænkelse, en Paadutning af et Vassal-forhold,
og da han afslog, faldt Emigrationens nykatolske
Aviser over ham, angreb hensynsløst hans og hans Ven
Kraslnskis bedste Poesier. Han svarte med Angreb paa
Mickiewicz’s blinde Beundrere og skildrede deres
Adfærd mod ham og hans Ven, hvorefter Bladene gav
vrange Fremstillinger af hvad der hin Festaften var
foregaaet mellem de to Digtere. Slowacki ventede,
at Mickiewicz nu vilde redegøre for det virkelige
Forhold; men da denne hyllede sig i fornem Taushed,
rev Forbitrelsen Slowacki saaledes med sig, at
den beaandede ham. Han udgav BeniowskL et Digt
i Byrons Don Juan’s og Mussets Namouna’s Maner,
i hvilken Æmnet kun var et Paaskud til lyriske og
følel-sesbevægede eller spottende og angribende
Udskejelser fra Hovedsagen, og her kastede han sig
over Mickiewicz’s Tilhæng «Emi-grationens Jesuiter*,
som han kaldte dem, hudflettede dem med Lidenskab og
Vid, og opgjoide - hvad der især vakte Læseverdenens
Opmærksomhed - sit Forhold til Mickiewicz, sammendrog
i Korthed sin Improvisation til ham og tilslyngede
ham til Slutning den Udæskning: Vi er to Guder,
der hersker hver paa sin Sol . . . jeg vil ikke gaa
med dig ad din Vildvej, men ad en helt anden Vej,
min egen, og Folket vil følge mig.»
Paa dette Tidspunkt i Slowackis literære Liv kom
Krasinski ham offenlig til Hjælp idet han i en længere
Artikel - hvis Navnløshed ikke skuffede Nogen –
forsøgte at gøre Ret og Skel mellem Mickiewicz
og ham, indrømmende dem hver sin store Evne og
hver sin Virkekres. Han tillægger Mickiewicz den
midtpunktsøgende, Slowacki den midtpunktflyende Kraft,
den første plastiske, den anden musikalske Anlæg, og
fremhæver især med stor Styrke Slowackis overordenlige
Sprogkunst. Med noget uheldige og vidtsvævende
Lignelser betegner han endelig Mickiewicz som en
Formens Michelangelo, medens Slowacki skal svare til
«Gorreggio og Raffael eller ogsaa til Beethoven.»
Meningen var i ethvert Tilfælde god nok og fra nu
af var Slowackis Anseelse i Stigen. Saaledes blev da
den Tro ikke be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
