Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - III. Pusjkin. Poesiens Frigørelse. Hans Levned og Digtning. Pusjkin og Byron. — Lermontov. Hans Liv og Karakter. Hans Digtning og Pusjkins
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466 Indtryk fra
Rusland
seslyst, Overlegenhedsfølelse, bundet i Forvisning,
martret af den livstrætte Tvivlesyges Ørnenæb.*) Hvor
har jeg eLket og beundret denne Bog, den første,
jeg sorn voksent Menneske forstod, hvor har jeg
følt med den stakkels Tsjerkesserinde Belå, med den
lidenskabelige og sygelige Vjera og med den lille
Fyrstinde Mary, alle disse Kvinder, der elsker den
haarde og stolte Petsjorin, og næsten endnu mere
med den brave gamle Kaptajn Maxim Maximitsj, hvis
beundrende Hengivenhed Petsjorin lønner med ligegyldig
Kulde! Og i Fortalen til Bogen det fortræffelige Digt
Taknemmelighed, der er saa betegnende for Lermontov:
For Alt, o Herre, takker jeg,
for Kyssets Gift, for Taarerne, de hede,
for Lidenskabens Kval, for Kedsomhedens Lede,
for Alt, hvad der er Ild og Kraft i mig,
for Alt, hvad Livet gav af ondt og godt,
for Bør, Modbør, den vestre som den østre,
for Kærlighed og Had, de to Ulykkessøstre,
for Fjenders Hævn og Venners Spot,
for Haab og Længsel evigt uopfyldte,
for Skuffelser, fortjente, uforskyldte,
for glade og forpinte Øjeblikke,
hvad Sindet fyldte eller Hjertet stak,
for Alt jeg takker. Giv kun, at jeg ikke
ret længe mer kan sige Tak!
Bodenstedt har givet en Skildring af Lermontov,
som han saa ham i Vinteren før hans Død paa en
Restaurant i Moskva: en ung Officer af Middelhøjde,
med fornemt utvungen Holdning og ualmindelig Smidighed
i alle Bevægelser. Om Halsen bar han et skødesløst
slynget Tørklæde; Uniformen var ikke helt knappet og
ikke ganske ny, men under den saas blændende hvidt
Linned. Han bøjede sig efter noget, som han tabte,
siger Bodenstedt, «med en saadan Smidighed, som alle
Knokler i hans Legeme var knækkede, skønt man af Bryst
og Skuldre skulde slutte sig til en temmelig stærk
Benbygning. Og han skildrer Modsætningen mellem det
store, rolige, sjælfulde Øje og det spotske Udtryk om
den fintskaarne Mund, maler hans Uhøviskhed i Brugen
af Sproget, hans Lyst til at slaa sig til Ridder paa
de Tilstedeværende og hans oprigtige Iver for paany
at forsone, naar han var kommen til at krænke nogen.
*) Smlgn. ovenfor Sam?. Skr. II 319.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
