Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - V. Turgenjev, den første russiske Forfatter, som bliver international. Hans Sortsyn. Han er Kunstner og Tænker. Hans Virksomhed for Livegenskabets Ophævelse. Karakteristik af ham selv og hans Romaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
507
levede noget i politisk eller social Henseende
Ejendommeligt, bedømte han det i denne Dagbog fra
Bazårovs Synspunkt.
Som bekendt blev Fædre og Sønner mindre ved den
Genialitet, hvormed den store Hovedskikkelse er
henstillet, end ved den Virkning, Værket udøvede, ved
den Uvilje, de Misforstaaelser og de lidenskabelige
Angreb, det fremkaldte fra de radikale Føreres Side,
e’n Begivenhed i den russiske Literaturs Historie og
i Forfatterens eget Liv. Bogen er et Mesterværk uden
Lyde, desuden det oprindelige Forbillede for alle de
nyere Romaner i de forskellige Lande, der behandler
en ældre og en yngre Slægt i deres indbyrdes Forhold
og Kamp; men man saa fra først af intet Andet deri
end en Nedsætten af det unge Slægtled til Fordel for
det ældres Kultur.
Overfor denne Taabelighed har Turgenjevs egne
Udtalelser om Skikkelsen forøget Interesse. En vis
Slutsjevski havde bebrejdet ham, at Bazårov gjorde et
saa ugunstigt Indtryk. Han svarer (1862): «Bazårov
trænger dog alle Romanens andre Personer tilbage
i Baggrunden . . . Han er ærlig, retskaffen og en
Folkeven af reneste Vand. Og De finder i ham ingen
god Egenskab! Kraft og Stof anbefaler han- navnlig
som en populær o: værdiløs Bog., Duellen med Pavel
Petrovitsj er indflettet for at fremhæve det elegante,
adelige Riddervæsens aandelige Tomhed; det er endda
næsten overdrevent latterligt fremstilt . . . Efter
min Anskuelse er Bazårov bestandig P. P. ganske
overlegen, og ikke omvendt. Naar han kalder sig
«Nihilist*, maa man læse Revolutionær . . . Paa den
ene Side en bestikkelig Embedsmand, paa den anden
en ideal Yngling: Saadanne Billeder overlader jeg
det til Andre at tegne; jeg stræbte efter noget
Større . . . Jeg slutter med den Bemærkning: Hvis
Læseren ikke trods al Bazårovs Grovhed, Hjerteløshed,
ubarmhjertige Tørhed og Skarphed faar ham kær - saa er
Skylden min, saa har jeg forfejlet mit Maal. Men søde
med Sirup - for at tale med Bazårov – det vilde jeg
ikke, skønt jeg derved straks havde trukket Ungdommen
over paa min Side.>
Og tolv Aar senere vender han, angreben paany,
tilbage til sin Ømhed for Bazårov. Han skriver:
Hvordan? ogsaa De paa-staar, at jeg i Bazårov vilde
give et Vrængbillede af Ungdommen. De gentager
denne - tilgiv det frimodige Udtryk - afsindige
Bebrejdelse. Bazårov, mit Yndlingsbarn, for hvis
Skyld jeg brød med Katkof, og paa hvem jeg ødslede
med alle de Farver, hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
