Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VI. Dostojevski. Hans Gladsyn. Hans sammensatte Karakter. Hans kristelige Følelsesliv. Hans første Optræden. Bjelinski og Dostojevski. Hans Fængsling og Dom. Tugthuset i Sibirien. Hans Romaner. Hans Virksomhed som slavofil Journalist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522 Indtryk fra
Rusland
har begyndt at undersøge den Dødes Gemmer, og ban
fælder hende med endnu et Hug.
Men han var Ikke Gerningen voksen, eller for ædelt
anlagt ti! Udaaden - alt som man tager det. Han kan
myrde i Søvngænger-Vanvid, men han forstaar ikke at
stjæle. Han tilegner sig kun et Par værdiløse Sager;
han undslipper med yderste Møje den Skæbne at blive
paagreben paa Gerningsstedet, og nu begynder det
Afsnit af hans Liv, hvor han ikke er i Stand til at
gøre Andet end ruge over sin Udaad. Han udsletter alle
dens ydre Spor; men han gaar op i Tanken om at skjule
den og røber sig alligevel uforvarende mere hver Dag,
som gaar, for dem, der søger Misgerningsmanden. Dette
er dog ikke Hovedsagen; ingen ydre Opdagelse
tilintetgør ham, men en indre, den, at han ikke
er en af hine Udkaarne, ualmindelige Naturer, hvem
Alting er tilladt. Han formaar efter at have udført
sin Forbrydelse ikke mere at hæve sig til den Højde,
hvorfra han saa den, inden den var fuldbragt. Han
fortæres tommevis, «Nej,» siger han til sig selv,
«hine Mennesker, man beundrer, er ikke beskafne
som jeg. Den sande Hersker, hvem alt er tilladt,
ødelægger Toulon, bemægtiger sig med Bajonetter
Magten i Paris, glemmer en Hær i Ægypten, ofrer en
halv Million Mennesker under Felttoget til Moskva,
siger saa i Wilna et Ordspil derom - og for ham rejses
efter hans Død Afgudsbilleder. - Saadanne Mennesker
maa vel være af Malm, ikke af Kød og Blod.» Og en
Bitanke bringer ham næsten til at le: «Napoleon -
Pyramiderne, Waterloo - og en væmmelig lille, gammel,
aagerdrivende Kælling med en rødtbeslagen Kuffert
uoder sin Seng. Vilde vel en Napoleon krybe ind under
saadan en gammel Kællings Seng .... Vanvid!»
Han angrer ikke Mordet paa den Gamle; han vedbliver
at betragte hendes Liv som en unyttig, hendes Død
som en ligegyldig, snarest gavnlig Ting. Den Gamle
er og bliver ham en Bisag; han vilde jo ved at dræbe
hende blot komme en Grundregel tillivs, slaa ikke
et Menneske, men en Fordom ihjel og skride over
Kløften, som skiller Hverdagssjælene, der tilhører
det dagligdags Tros, fra de Udkaarnes Skare. Han har
dræbt Fordommen, men han er lige fuldt bleven staaende
paa denne Side af Kløften. Han er grænseløst elendig,
elendigere end nogensinde før.
Han har ikke gjort noget Ondt. Han vilde kun
ikke maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
