Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VI. Dostojevski. Hans Gladsyn. Hans sammensatte Karakter. Hans kristelige Følelsesliv. Hans første Optræden. Bjelinski og Dostojevski. Hans Fængsling og Dom. Tugthuset i Sibirien. Hans Romaner. Hans Virksomhed som slavofil Journalist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
524 Indtryk fra
Rusland
Øjebliks Komme med sin tidligere
Nødvendighedsfornemmelse af at Øjeblikket til at myrde
den Gamle var kommet. Dog hin Følelse krydses stadigt
med Følelsen af opblussende Had mod Omverdenen;
han nærer et morderisk Had til dem, om hvem han aner
eller frygter, at de kender hans Hemmelighed. Naar
han i sine ensomme Overvejelser forelægger sig selv
Spørgsmaalene om, hvad han under disse eller hine
Omstændigheder skal gøre for ikke at overlistes,
er Udbruddet «saa dræber jeg harm det stadige Svar
paa alle slige opdukkende Spørgsmaal. Ja tilsidst
opdager han med Rædsel, at endog paa Moder og Søster,
hvem han altid har havt saa kær, tænker han nu og da
med en Følelse af Had.
Og dette Had og al denne Kval er oprunden af
Kærlighed. Havde han blot ikke elsket saa højt,
var dette ikke sket.
Havde hans Sjæl været tør, havde han ikke været
dristig, højhjertet og alvorlig, var han aldrig bleven
Morder. Mere og mere føler han sig i denne skrækkelige
Tid draget til hin unge ovenfor nævnte Pige, der er
bleven Skøge af Kærlighed til sine Smaasøskende. Hun
kunde med sit mest anstrengte Arbejd aldrig fortjene
det Fornødne i Dagløn, og Moderen selv har drevet
hende ud paa Gaden. Medlidenhed har bragt ham i
Forbindelse med hende, Beundring for hendes Væsens
Adel og Renhed - thi ingen Draabe af virkelig Utugt er
endnu trængt ind i hendes Hjerte - bringer ham til at
opsøge hende. Han ærer den af Verden Foragtede. Ogsaa
hun har jo ^overskredet Skrankerne*, ogsaa hun har
lagt Haand paa et Menneskeliv, sit eget, har ofret sig
og har ofret sig til U nytte; men hun staar sjæleligt
højt over ha|n. Og hun bliver lidt efter lidt hans
Samvittighed. En Dag, da han længe tavs har set ind i
hendes grædende Ansigt, kaster han sig ned for hende
og kysser hendes Fod.
«Hvad gør De? Hvad gør De? Det overfor mig!>
Han svarer: «Ikke for dig har jeg bøjet mig - jeg
har bøjet mig for Menneskeslægtens hele Lidelse.»
Det er Sonjas Bøn, at han selv skal angive sin Brøde,
«tage sit Martyrium paa sig»; hun vil aldrig forlade
ham, vil da følge ham i hans Forvisning til Sibirien
som Tugthusfange. Han vægrer sig længe. Ogsaa
hans Søster anraaber ham om at angive sig selv;
hun ser i dette Skridt den eneste Redning fra den
Selvfortæring, hvori han er nedsunken. Men da hun
bruger Udtrykket Forbrydelse, oprøres han. «At jeg
har dræbt en modbydelig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
