Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VI. Dostojevski. Hans Gladsyn. Hans sammensatte Karakter. Hans kristelige Følelsesliv. Hans første Optræden. Bjelinski og Dostojevski. Hans Fængsling og Dom. Tugthuset i Sibirien. Hans Romaner. Hans Virksomhed som slavofil Journalist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
528 Indtryk fra
Rusland
en overordenlig Finhed. Han bestrider egenlig ikke
Rigtigheden af Raskolnikovs Tankegang, men viser,
at denne er uklar over sit Formaal, uvis om det
virkeligt er godt eller ikke. Til Sonja siger han en
Maaned efter Drabet i Fortvivlelse, at han stadigt har
været usikker. Naar han prøver sig selv, finder han,
at han i Grunden ikke har myrdet for at understøtte
sin Moder, ikke heller for at blive en Menneskehedens
Velgører, men for at faa at vide, om han som alle
andre var «en Lus», ikke et Menneske, det vil sige:
om han var i Stand til at overskride Skrankerne eller
ikke. Han er usikker paa sit Formaal og usikker paa
sin indre Bemyndigelse til at forfølge dette ubestemte
Formaal, som efter hans egen Lære kun af de Udkaarne
tør efter-stræbes ved -alle Midler. Da han hele Dage
igennem pinte sig med det Spørgsmaal, om Napoleon
vel vilde gøre Sligt, følte han allerede dunkelt,
at han ikke var nogen Napoleon.
Derfor overvældes han helt af Gerningens Følger. Han
vilde kun dræbe et gammelt Uhyre, men neppe var det
gjort, saa tvang Nødvendigheden af at blive uopdaget
ham til desuden at dræbe et stakkels godlidende Væsen,
der aldrig havde voldt noget Menneske Fortræd,
ja stadigt havde været et Offer for Andre. Han
nødes siden selv til at erkende Lisavetas aandelige
Slægtskab med Sonja, hvem han agter saa højt. Han
siger et Steds: «O, hvor jeg hadef hin elendige gamle
Kvind; jeg tror, jeg kunde slaa hende ihjel endnu
engang, hvis hun vaagnede til Live! Men den stakkels
Lisaveta! Hvorfor maatte hun komme til! Besynderligt,
at jeg næsten slet ikke tænker paa hende, ret som
havde jeg ikke dræbt hende! Lisaveta! Sonja! ... I
Stakler; I blide med de frygtsomme Øjne ... I kære
. . . hvorfor græder I ikke? hvorfor stønner I end
ikke? ... de giver Alt hen med deres blide og stille
Blik.>
Dog langt mere end det ikke villede Mord paa
Lisaveta martrer ham Uroen for at opdages og det
System af Forstillelse og Benegtelse og Løgn, i
hvilket han indvikler sig. Hans Forstand er ikke
tilstrækkeligt fast til at holde det ud. og han er\
indtil han angiver sig selv, bestandigt paa Vanviddets
Rand. I en Tillægshandling, som foregaar i Sibirien,
lader Dostojevski saa Raskolnikovs trodsige og dog
brudte Væsen paa en Gang opløses i Ømhed og styrkes
til Livsmod gennem Sonjas trofaste, udholdende
Kærlighed. Raskolnikov er «vantro», men Sonja
tror. Endnu før Raskolnikov har bekendt sin Brøde,
findes et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
