Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VII. Tolstoj. Det Mægtige i hans Væsen og Fantasi. Hans Indbildningskrafts episke Karakter. Hans Virkelighedssans og Gætningsevne. Hans historiske Portræter. Deres Mangler. Hans Skæbnetro. Hans Skildringer af, hvordan man dør. Hans Ideal af Tilbagevenden til Naturen. Hans Sortsyn og det franske. Hans kristelige Socialisme, saa typisk russisk. — Hans Liv og Lære. Hans Virksomhed for Folkeoplysning og Folkeopdragelse. — Hans Portræter. Hvad de lærer. Kramskoj's Portræt og Rjepin's Maleri. Tolstoj som Plovjernsfyrsten. — Sort Jord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
541
de vil, eller rettere: som de maa, uden at det enkelte
Menneskes Indgriben gør synderligt fra eller til.
Denne Partiskhed beror imidlertid ganske paa Tolstojs
særegne Livsanskuelse. Uden Dostojevskis Nervøsitet og
Overspændt-hed er han naaet til en lignende Afstand
som denne fra Ære-frygten for menneskelig Indsigt og
for politisk og videnskabelig Storhed.
I Tyskland tror Forfatterne paa Fornuften og
Dannelsen, i England paa den Enkeltes selvstændige
Kraft, i Frankrig paa Evner, i Norden paa
«Sædelighed»; Tolstoj er, som Russerne saa hyppigt,
slaaet af det enkelte Menneskes Ringhed overfor
Altet. Han nærer Ærefrygt for Verdensaltet og for
Skæbnen, men ingen for Videnskab, Kunst eller Kultur.
Det er ikke paa Videnskab eller Kunst, det for ham
kommer an. Nej, Liv og Død er to store, alvorlige,
uigennemskuelige Ting. Den store Præken, som Liv
og Død dagligt holder for Digterens Øre, overdøver
for ham al Jorderigs Larm. Den menneskelige Forstand
synes ham saa svag overfor Jordelivets Gaade, at den
simpleste Forstand her bliver den højeste lig.
Og den menneskelige Vilje er for intet at regne
overfor de historiske Begivenheders uimodstaaelige
Strøm. Det er ikke Hærføreren, som virkeligt fører
Hæren: Skæbnen driver den frem. Det er aldrig
Feltherren, som virkeligt leder Slaget: det vindes
eller tabes uden hans Medvirkning ved hemmelige
Drivkræfters Spil.
Et for Tolstoj typisk Optrin er det, hvor den Saarede
Fyrst Andreas liggende udstrakt paa Valpladsen ser
op mod Himlen. Napoleon standser med sit Følge ved
den Saarede, og han, den afmægtige, der hidtil har
beundret Napoleon saa grænseløst, finder nu denne
liden og ubetydelig i Sammenligning med det, der
foregaar mellem hans egen Sjæl og den umaalelige
Himmel.
Det er betegnende, at neppe nogen Forfatter saa
hyppigt og med en saadan Sikkerhed og Mangfoldighed
som Tolstoj har skildret, hvordan man dør. Han er
lige fortrolig med de Stemninger, der gaar forud for
Selvmord - Mandens som Kvindens -, med de Følelser,
hvormed den dygtige og den udygtige Natur under
Sygdom oppebier Dødens Komme, og med den Rædsel og
den endelige Befrielse, Døden i Slaget fører med sig
Af Tolstoj’s Mangel paa videnskabelig Dannelse og
hans ringe Tro til den menneskelige Fornuft følger
det Ideal, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
