Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Italien - En Uge i Sabinerbjergene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eii Uge i Sabinerbjergene
57
alle skønne, men hvem har overfor dem følt den
Svimmelhed, den forelskede Galskab, som gør en
Kvinde til det eneste Væsen i Verden, paa hvilket
det for en Mand kommer an l Det er den, som Musiken
tilnærmelsesvis kan gengive, og som Berlioz har givet
Udtryk her.
Det var meget varmt, men Naturen saa dejlig, at jeg
indbildte mig, jeg aldrig vilde kunne glemme dette
Panorama, og saa svag er dog menneskelig Erindring,
at jeg nu allerede kun delvis husker det. Det er en
af de vildeste Bjergegne, jeg har set. Vi steg opad
Stenene og kom til en dejlig Olivenlund, hvis Indgang
var en gotisk Port. Paa Siden en Væg med Benedettos
mystiske Kors, over hvilket en Del pavelige Zuaver
(Flamlæn-dere) havde ridset deres Navne. Vi kom til
Klosteret og gik ind ad en aaben Korridor, smykket
med Billeder af gamle Florentinere. Gennem fire,
fem Snoninger af Vejen ind i Klippehulen naaede
vi Kirken. Den var helt bedækket med florentinske
Malerier, de fleste udviskede, vel omtrent fra det
14de Aarhundrede. Men i den, under den, paa alle
Kanter en forunderlig Samling af Kapeller, gravede
over og under hverandre i forskelligt Plan alt efter
Klippens uregelmæssige Beskaffenhed. Den ene Side af
Kapellet var stedse den nøgne Bjergvæg. Underlige
uformelige, uregelmæssige Grotter. Meget gamle
Malerier fra det tolvte, trettende Aarhundrede
paa nogle af dem. Vi stod længe i Grotten, hvorhen
Benedict flygtede fra sin Amme for at undgaa hendes
Pleje. En henrivende elskelig Statue af Benedict
i Femtenaarsalderen, gjort af Bernini, stod der,
hvor han laa, og hvor den anden Eremit hissede hans
sparsomme Føde ned til ham gennem Hullet foroven.
Fra dette Punkt gik Benediktinerordenen ud; herfra
udbredte Velsignelse sig over hele Europa. Ikke for
Intet kalder Guizot Benediktinerne «les défrlcheurs
de FEurope^. Det var dem, som pløjede Jorden op for
Fremtidens Videnskab. Enhver Mand, der vilde leve, og
ikke leve som et Dyr, der vilde tænke og ikke slaas,
tyede til deres indviede Steder, studerede Literatur,
skrev og arbejdede der. Aaandeligt Arbejde havde
intet andet Fristed.
En rask. mager ung Munk fra Sicilien kom og viste
os om. Han var regelmæssigt smuk, Holdningen
nobel og fin, men han smilede bestandig som med
en Grimace. Hans Stemme var sødlig, indsmigrende
blid. Jeg tænkte paa Sortebroder Knud.
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
