Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Frankrig - I. Indtryk fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Paris
151
Delacroix maler et Optrin af Quentin Durward, Hugo
lader sig i Notre Dame paavirke af Ivanhoe.
De har endelig samme Art Mænd til Modsætninger
indenfor hver sin Kunst. Det er overraskende som
Delaroche overfor Delacroix minder om Delavigne
overfor Victor Hugo. Faa begge Omraader staar her det
smagfulde, forstandige, franske Talent overfor det,
der bevæger sig frem i Spring som et Rovdyr. Delaroche
er vistnok et større Menneske end Delavigne og
har mere Følelse; men han er lige saa blottet
for Lidenskab, lige saa fremmed for Vildhed, og
forbavsende er det, hvor beslægtet Behandlingsmaaden
af historiske Æmner er hos den trods al Begejstring
beherskede Digter og den trods al dramatisk Evne
stilfærdige Maler. Slægtskabet imellem dem gaar indtil
Opsøgen og Valg af selv samme Genstand. Eduards
Sønner, de to Kongebørn, der i Fængslet venter
paa deres Morder, er et Maleri af Delaroche og en
Tragedie af Delavigne, og Æmnet er opfattet næsten
paa samme Maade. Ved Siden af Hugo stod Alfred de
Vigny, ved Siden af Delacroix stod Ingres. Og der
findes i Forholdet til Antiken, i Forkærligheden for
Linjeskønhed og Modellering paa Koloritens Bekostning
en utvetydig Lighed mellem Vigny’s og Ingres’
kunstneriske Holdning. Ingres’ berømte Maleri Kilden
synes udført i det Elfen-benstaarn, til hvilket efter
Sainte-Beuve’s bekendte Ord Alfred de Vigny trak sig
tilbage. Denne Digter og denne Maler har den Formsans
og Skønhedsdyrkelse tilfælles, der er et væsenligt
og blivende Element i al græsk-romansk Aand.
Hvad hidtil er traadt os i Møde i denne Kunst,
Lidenskabens Flamme, Overbevisningens Alvor,
Kærligheden til Farve og Form, heftig Begejstring
og stille Følelse i dramatisk Bevægethed har
visselig altsammen sin franske Ejendommelighed,
men der fremtræder endnu næsten samtidigt paa
forskellige Felter en Gruppe af i streng Forstand
franske Egenskaber, i Grunden mere nationale
end hine. Det er Egenskaber af kunstnerisk mere
underordnet Art, men Egenskaber, som ikke derfor
er at foragte: Simpelhed, Lethed, Klarhed, Raskhed,
Opfindsomhed. De gør sig gældende i Malerkunsten hos
Horace Vernet. der en Tid lang bliver Frankrigs mest
yndede Maler, i Literaturen hos den ældre Dumas som
livfuld Fortæller og Dramatiker, endelig hos Scribe
som teknisk triumferende Lystspilforfatter. Der har
været et ikke ganske kort Tidsrum, hvor Horace Vernet,
Dumas,
G. Brandes: Samlede Skrifter. XI.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
