Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Schweiz - Gletschere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gletschere
173
naar man aabnede det, var det som aabenbarede
Gletschernes hvide, straalende Kvindelighed sig
for Læseren, og som faldt der bløde fløjelsagtige
Edelweiss og fine røde Alperoser ud af Brevet. Men
det er ikke hver Mands Sag at plukke dem, selv om han
forstaar at vurdere deres Skønhed. Og man forstaar
ikke en Gletscher, fordi man af og til betragter
den i Afstand. Ens Erfaringer nytter En slet ikke
noget. Mangen En har maaske i sin Ungdom kendt en
eller anden Gletscher; men han kom saa lidet i noget
nærmere Forhold til den, som den Rejsende, der fra
Jungfraublick i Interlaken stirrer over paa Jomfruen,
kommer til hende. Mangen Anden har maaske set saadan
en Gletscher smelte for Solens varme Straaler, saa
Sneen løb som Taare-strømme ned ad Bjergets Side,
og han har tænkt, at nu blev den til en Sø, der lod
sig lodde; men saa sneede det straks igen, og Oktober
kom, og Gletscheren blev stedse mere isfast. Gamle
Erfaringer nytter intet. Og saa er Gletscherne saa
forskellige.
Der er nu Rosatsch-Gletscheren ved Pontresina. Hvor
Floden strømmer nede i den dybe Klippespalte, saa
dybt, at man neppe kan taale at se ned, aabenbarer
Gletscheren sig ved en Omdrejning af Vejen, mælkehvid
og snehvid, bredt hvilende, dvask i sin kolde Ro,
og dog underligt yppig i sin magelige Stilling i
Lejet. Saa koket i al sin Kulde. Det er som glædede
den sig ved alle de Blikke, der fra Pontresina sendes
mod den, som indbød den til Betragtning og Besøg.
Ganske anderledes mægtig og alvorlig troner
Morteratsch-Gletscheren. l et Leje, der danner en
uhyre Fjerdedelskres, med 18 knejsende, tindrende
Snetakker paa sin Bjergrands fyrstelige Krone hviler
den lysende som en Snedronning i en Straale-krans
af Solsne. Den er virkelig stolt. Det er Alvor
med dens Kulde. Men den lider selv derunder. Det
smerter den, at den lyser uden Varme. Det er dens
hemmelige Kval, at den ikke selv kan spore den Ild,
i hvilken den for Menneske-Øjet synes at gløde, naar
Solen favner den helt. Den rejser sig om Morgenen i
al sin Skønhed, strækker sig ind i den høje Himmel,
harmonisk som en Farvesamklang i Hvidt, staar der
i sin Kroningsdragt, den gnistrende Brillant-Kaabe
af himmelfaldne Snestjerner; men den føler ikke sin
egen Skønhed, er ligegyldig ved sin Pragt som ved
Menneskebeundring. Dog naar Solen om Aftenen skilles
fra den, blegner den, graaner næsten, og saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
