Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Schweiz - Gletschere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Gletschere
Men det fattes ikke heller paa indtagende
Skikkelser. Der gaar Fru Ristoris to unge Døtre
forbi og drager, gazelagtigt slanke som de er, med
deres fine italienske Profiler (skarpt bøjede Næser,
sejrrigt lysende Øjne) Beundringen efter sig, hvor
de gaar.
Imidlertid spiller Orkestret bestandig sine Valse og
Kontradanse, og hoppende, hvirvleøde, snart i Takt,
snart ude af Takt, altid halvt forpustede bevæger
Parrene sig uden virkelig Anstand eller Gratie gennem
Salen. Den moderne Dans er i Grunden altfor grim.
Med ét tiltrækker et enkelt Par min Opmærksomhed og
snart saa stærkt, at jeg ikke mere slipper det af
Syne. Det er Amerikanere, det ses ved første Blik
af Maaden, hvorpaa de danser. De er begge ranke
Skikkelser, begge elegante i deres Holdning. Han
er den typiske unge amerikanske Gentleman, ser
rolig, viljekraftig ud, med en tilbagetrængt og
vel behersket Nervøsitet; intet særlig begavet i
Udtrykket. Hun er forholdsvis høj, hvid og bleg med
underligt forstenede og dog lysende Ansigtstræk, en
fængslende, karakterfuld Profil, en Gletscherjomfru,
som de, jeg beundrede i Middags.
Aldrig før har jeg været Vidne til en saadan Dans, og
uden nogetsomhelst Spørgsmaal er den det skønneste,
jeg i St. Moritz har set. Det var den amerikanske
saakaldte walking valse. Medens de andre hoppede og
sprang rundt omkring, bevægede han og hun sig gaaende
eller rettere langsomt, ganske langt-somt svævende,
med en Ro og Sikkerhed, som hørte de en anden Verden
til. Det var som rettede ikke de sig efter Takten,
men den sig efter dem. Der udgik en Art Herredømme
fra dem. Skønt de vedblev at danse uafbrudt, som
kunde de aldrig faa nok af hinandens Selskab og det
medens Parrene trættedes og vekslede rundt om dem,
var de ligefuldt de eneste helt stille Mennesker
i Salen. Deres Ansigter var alvorlige; ikke et
Smil, ikke heller et Ord, men et Udtryk af stille
Lykke. Skønt de bestandig drejede sig mellem tyve
Par, berørte eller strejfede de aldrig nogen af de
andre Dansende. Saa mesterligt førte han hende, at
de i Grunden var ganske ene med hinanden. Hun havde
et Baand af fem store, smukke Edelweiss foran i sit
lyse Haar. Det var det Diadem, der passede til hendes
Væsen.
Jeg gad intet mere se og gik hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
