Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Belgien - I. Rubens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rubens
203
draget Lysets og Luftens Paavirkning, og dersom disse
Skikkelser bærer Klæder, saa er disse kastede om
dem, for at Hudfarvens Skønhed kan forhøjes ved det
straalende, gule Atlasks Glans eller ved Drapperiets
røde Farve; men de bærer dem hverken af Undseelse
eller som Værn mod Regn og Kulde. Rubens betænker sig,
naar det passer i hans Kram, intet Øjeblik paa at give
Latona, med sine spæde Børn Apollon og Artemis paa
Armen, den velbekendte prægtige Atlaskeskjole paa,
i hvilken de nederlandske Fruer paa hans Tid gjorde
Figur.
Han agter ingen Vedtægt og intet Æmne; han vil kun
Et: sanseligt fremstille den Idé, der staar ham for
Hovedet og svæver foran hans Øjne. Han maler Victoria,
der udriver Helten af Venus’s Arme; men Victoria er
endnu kødrigere, endnu sanseligere end Venus. Hans
hellige Katharina er en bred, kolossal, tilbagebøjet
kvindelig Skikkelse, som staar paa det Hjul, paa
hvilket hun led sit Martyrium; men hun forholder
sig ikke til Marterredskabet, tænker ikke derpaa;
det er en beruset Mænade, som strutter af kødeligt
Velvære. Hun kaldes Katharina, og hendes Bevægelse
en Himmelfart; med større Ret burde hun hedde den
drukne Lykke paa sit Hjul. Det Kast, den Vridning,
der betegner hendes Skikkelse, er den for Rubens’s
Figurer ejendommelige, voldsomme Bevægelse. Det er
den, som jager alt Kælenskab ud af hans Fremstilling
af Glæde eller Vellyst, og det er den samme, som
driver al Adel og Højhed ud af hans Skildringer af
Lidelse og Straf. Hans Svaner, som næbbes paa Maleriet
Adonis og Venus, der minder om Shakespeares Digt af
samme Navn, er ikke de Kærlighedens kælne Fugle, som
man kender fra de italienske Leda-Billeder; de bugter
sig i heftige Vridninger, og de Fordømte, derpaa hans
mange Domraedags-malerier styrtes ned i Afgrunden,
lider ikke Straf for Skyld, men vaander sig i paa
engang grusomme og vellystige Vælt-ninger og Fald.
Saasnart Rubens gaar udenfor Portrætkunsten, i hvilken
hans Evne til at gengive det særegne, personlige
Udtryk og fortælle den Enkeltes Historie i hans
Ansigts Træk staar uovertruffet, bekymrer han sig ikke
om Andet end at faa sin Yndlingsforestilling frem og
lader al Karakteriseren ligge. Naar en moderne Maler
vilde fremstille Paris’s Dom, vilde han naturligvis
først og fremmest stræbe ret skarpt og klart at vise
den typiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
