Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Danmark - Farum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
Farum
hvide Vest med Guldknapperne, som det var mig strengt
forbudt at bære uden om Søndagen. Og fra det Øjeblik
af gik jeg Synder i min Stadsdragt hver Dag, Gud gav -
men med hvilke Samvittighedsnag !
Jeg ser dejlige, kornrige Marker for mig, langs
hvilke vi legede; vi gjorde Jagt paa smukke, spraglede
Sommerfugle, som vi fangede med vore Hatte og grusomt
satte paa Naale, og Pigebørnene kastede min nye Dragt
over med Havre, og hvis Havren hang fast, betød det
et eller andet, Kærester tror jeg. Jeg og Kærester!
Saa blev vi bedt paa Herregaarden, stor og statelig
som den var, et sandt Slot. Der boede den gamle,
overmaade smukke hvidhaarede Kammerherre, Generalen,
der jævnlig spiste ved Frederik VII’s Taffel og
ufravigelig bragte os Børn Godter fra Desserten,
dejlige store Brystsukker i Papirer med brogede
Billeder udenpaa af elskende Par i Hyrdestil og
Knalderter med lange Papirfrynser. Hans yngste Søn,
der besad en Insektsamling og meget andet Skønt,
blev min svorne Ven, det vil sige jeg hans, thi jeg
var ham ganske ligegyldig; men jeg mærkede det ikke
og var glad og stolt over hans Venskab og sejlede
med ham og mange andre Drenge og unge Piger paa den
skønne Farum Sø, og jeg følte mig hver Dag mere som
en hel Karl. Det var et Aarhundrede siden, jeg havde
gaaet med Bluse.
Hver Morgen bragte jeg alle Aviserne til den tyske
Huslærer paa Slottet, Dr. Dorr, og hver Morgen mødte
jeg ved et Tilfælde Henriette, og saa skiltes vi ikke
synderlig mere ad den Dag. Jeg havde intet Navn for
den Beundring, der bandt mig til hende. Jeg vidste,
hun var dejlig, det var Alt. Vi vilde gerne læse
noget sammen og læste saaledes hele Don Qaijote i i
Charlotte Dorothea Biehls Oversættelse i Lysthuset
Kind mod Kind. Vi forstod naturligvis kun det Halve
deraf, og jeg husker, vi forgæves søgte Oplysning om
det ofte forekommende Ord «Dulle^; men vi lo, saa
vi græd, af det, vi forstod. Og endnu er det denne
Læsning af Don Quijote, der har behersket alle mine
senere Forsøg paa at trænge ind i dette Værk.
Men Henriette havde en Tone, der aldeles manglede mig:
hun morede sig med at spinde Rænker, var opfindsom og
intrigant. En Dag opfordrede hun mig til at spille
Børnene i Skolen, disse smaa, hvidhovedede Drenge
og Piger, som vi forlængst alle kendte, et ordenligt
Puds. Jeg skulde til en niaarig Pige ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
