Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Danmark - Farum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Farum
263
Navn Ingeborg fra en 11-12aarig Dreng ved Navn Per
skrive et rigtigt Kærlighedsbrev, og rundt om det
skulde saa Henriette, den listige Kreolerinde, sy en
duftende lille Blomsterkrans. Brevet blev forfærdiget
og overbragt. Men det havde ingen anden Følge .end
den, at næste Dag, da jeg gik med Henriette paa
Landevejen, skilte Per sig fra sit Følge, kaldte
mig en Laps fra Kjøbenhavn og spurgte, om jeg vilde
slaas. Træde tilbage var der naturligvis ikke Tale om,
men jeg mindes saa tydeligt, at jeg blev lidt flov
ved Sagen; han var meget større og bredere «nd jeg,
og jeg havde tilmed en daarlig Sag at forfægte. Dog
neppe var de første Forsøgs-Knubs vekslede os imellem,
før jeg følte mig rent overmodig. Den arme Hvalp! Han
havde jo ingen Anelse om, hvad det var at slaas. Fra
mit daglige kjøbenhavnske Skoleliv kendte og kunde jeg
de Hundrede Kneb og Finter, han aldrig havde lært,
og saasnart jeg forstod det, kastede jeg ham som en
Vante i Grøften. Han fo’r op igen, men med fornem
Ligegyldighed kastede jeg ham anden Gang til Jorden,
saa det .sang i ham. Det tilfredsstillede mig, at
jeg ikke havde staaet til Skamme i Henriettes Øjne,
der iøvrigt tog min Bedrift med megen Kulde og ikke
sagde mig et Ord derfor. Derimod spurgte hun mig,
om jeg vilde træffe hende samme Aften under det gamle
Majtræ. Da vi mødtes der, havde hun to lange Remme med
og spurgte straks lidt spotsk og tørt, om jeg havde
Mod til at lade mig binde. Mit Svar lød selvfølgelig
bekræftende, hvorpaa hun meget omhyggeligt og
omstændeligt sammensnørede mine Hænder med den ene
Rem. Om jeg kunde bevæge Armene? Nej. Derpaa svang
hun med ivrig Hast den anden Rem og lod den falde over
mine Rygstykker. Atter og atter. Atter og atter. Min
første fine Trøje blev en banket Trøje. Hun nød det
højligt at øve sin Magt. Jeg vilde selvfølgelig i
min Drengeære hverken skrige eller beklage mig; jeg
betragtede hende kun med den dybeste Forundring. Hun
gav ingen Forklaring, løste mine Hænder; vi gik
hver sin Vej, og jeg undgik hende hele Resten af mit
Ophold. Saaledes lærte jeg for første Gang kvindelig
Træskhed at kende.
Imidlertid, jeg bar ikke længe Nag, og Aftenen før
min Afrejse mødtes vi efter hendes Bøn endnu en Gang,
og hun gav -mig da det første og eneste Kys, uden
at hverken hun eller jeg sagde andet end det Ord:
Farvel.
G. Brandes: Samlede Skrifter. XI.
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
