Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 Begrebet: den tragiske
Skæbne
§ 1. Den metafysiske Opfattelse af den tragiske
Skyld. Det dertil
svarende tragiske Skæbnebegreb.
a. Denne Opfattelses Forklarlig hed.
Det bliver nødvendigt for at ikke den følgende
Udvikling skal synes overflødig og det Angribende
deri en Kamp med Vejrmøller, med nogle Ord at vise,
hvad der taler for denne Opfattelse, hvorledes den
kan opstaa, og at den er opstaaet. Først og fremmest
maa vi erindre, at en Anskuelse ikke omstyrtes
derved, at ikke alle elier endog forholdsvis faa
af de Forekomster, der til dagligt Brug kaldes
tragiske, falder ind under dens Begreb om det sande
Tragiske. Dermed skal ikke negtes, at en Læres
Sneverfajertethed berettiger til en Mistanke mod
dens Rigtighed; men da det er lidet rimeligt, at Alt,
hvad der gaar under Navnet, skulde bære det med Rette,
kan en sikker Grænse umuligt drages.
Det Ejendommelige for denne Lære er det,
at den ingen :,etisk) Skyld vil se hos den
tragiske Personlighed. Kaster vi et Blik paa den
dramatiske Literatur, er det forstaaeligt, at den
der kunde finde Støttepunkter nok. Ikke blot kan
den synes retfærdiggjort ved visse af de berømteste
antike Tragedier, men en hel Kunstskoles Poesi er
gennemtrængt af den Aand, der taler igennem den. Den
romantiske Skole gjorde, som man har sagt, Poesien til
en Narcissus, der forelsket i sig selv stedse beskuede
sit eget Billed. Dens Helte er i Almindelighed ikke
umiddelbart poetiske Skikkelser, men digteriske
Naturer, fordi dens Kunst er en Poesi om Poesi. Og
selv naar Tilfældet ikke er dette, selv naar det
er Livets Poesi, ikke Kunstens, der forherliges,
er Romantiken dog i sit Væsen angribende, den taber
Ligevægten ligeoverfor Forstandsbetragtningen og er
stadigt paa Korstog imod de i Forhold til Poesiens
Guddomme Vantro. Den romantiske Digter sætter hele
sin Ironi til paa Spidsborgerne, saa at han slet
ingen beholder tilbage for sine Helte, og omvendt
gaar hans hele Patos med til Heltens, saa at slet
Intet bliver tilovers som bag Digtningen liggende
uudtalt Begejstring. Jeg vil her, for blot at nævne
Mesterværker, der synes at tale for Rigtigheden af
denne Lære, minde om Oehlenschlagers Cor-reggio,
dernæst om hans Elskovstragedier Axel og Valborg, Hag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
