Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 Begrebet: den
tragiske Skæbne
Enkelte Æstetikere, der som Vischer tager ganske
moralsk paa det Tragiske, nødes dog til at give ogsaa
denne Opfattelse Rum for ikke at maatte udelukke
Tragedier som Kong Oedipus, der nyder Aartusinders
Ry, fra de sande Tragediers Klasse. I den Skikkelse,
hvori denne metafysiske Betragtning er fremkommet
som medindgribende indenfor den etiske har den
imidlertid havt en fra den fremstillede forskellig
Afskygning. Thi ikke Livet, men Storheden er bleven
opfattet som Skyldens Genstand: Skæbnen rammer
med Rette den Store, fordi det mægtige Meneeske
allerede fra første Færd af var det ubetinget Mægtige
(Verdensordenen) sin Storhed skyldig. I det Væsenlige
forandrer dette dog ikke Sagen.
c. Denne Opfattelses Uholdbarhed.
Den her udkastede Betragtningsmaade af det Tragiske
kunde, som vi saa, saasnart der stræbtes efter
en fornuftig Begrundelse, ikke hjælpe sig uden
at hidkalde Skyldens Begreb om end i en stærkt
forflygtiget Skikkelse. Men idet denne Lære nævner
Ordet Skyld, peger den i Grunden allerede ud over sig
selv; thi hvor der er Tale om Skyld, staar vi egenlig
paa etisk Grund. Hvad der sagdes om hin metafysiske
Skyld, at den ikke var særligt menneskelig, men
almen, er netop det, der nøder os til at forlade
dette Begreb. Thi det Særegne ved den tragiske Skyld
maa jo dog være det, at den er blot menneskelig, og
som saadan maa den være en Handlingens, en Viljens
Skyld. Og idet hin Opfattelse udviskede Skyldens
Begreb, gjorde den nødvendigvis Skæbnen styg og
uretfærdig.
Romantikernes og Weisses Lære strander paa at i
Skønhedens Rige kan det Skønne ikke gaa tilgrunde; at
dette sker er nemlig hæsligt, og Slutningsindtrykket
vilde saaledes blive et ubetinget forstemmende
Indtryk. Trods Alt hvad der kan anføres og er
anført (selv endnu hos Kostlin) om det Opløftende
i Beskuelsen af den Storhed, som den uskyldige Helt
kun i sin Undergang ret kan udfolde, bliver der dog
altid en uopløst Mislyd tilbage. Derfor betragter
man da, som ovenfor antydet, den tragiske Udgang
som en Poesiens Tronfrasigelse til Fordel for noget
væsenligt Højere: det Etisk-Religiøse; selv Solger har
ment noget Lignende; han siger: «Idet det nærværende
Liv ved Til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
