Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
73
Visclier om Sofokles’s Antigone, at i dette
Stykke omtales vel ofte Husets Ulykkesstjerne,
men ingensteds som den Magt, der volder de tragiske
Rædsler i dette store Sørgespil. Vischer har da en
Urskyld, som ingen Skyld er, og en virkelig Skyld,
der er etisk tilregnelig, men som dog ikke skal være
til at undgaa.
c. Denne Opfattelses Uholdbarhed.
Medens den i § l udviklede Lære strandede paa, at
Skæbnen tilsidst blev Alt, hvilket er det Samme, som
at den bliver meningsløs, uretfærdig og ufortjent,
falder denne Anskuelse derved, at den med modsat
Ensidighed vil gøre Skæbnen til Intet; thi at ville
opløse Skæbnen, denne overmenneskelige Magt, saa
den ganske henlægges til den Enkeltes eget Sind, er
væsenligt at tilintetgøre den. Men dette lader sig
ikke gøre; thi staar og falder det enkelte Menneske
aldeles paa sine egne Gerninger, da har det derved
paa den ene Side naaet en saadan Myndighed, at det
er vokset fra den udvortes Straf, som den Ældre fra
Riset, og paa den anden Side vil dets Højhed svinde
for dets Anger.
Det gaar ikke an at ville betragte Poesiens Skikkelser
rent uvirkeligt, som staaende udenfor Tilværelsens,
her Moralens, Love; men paa den anden Side er det lige
saa urigtigt at ville betragte dem ganske virkeligt
og uden videre stille dem for Etikens Domstol. Den
har Intet med dem at gøre, den dømmer dem ikke; thi
de har ikke naaet den Lavalder, den kræver. Schiller
har i sin fortræffelige Afhandling Om det Patetiske
rigtigt godtgjort, at hvad vor Fantasi i det poetiske
Kunstværk søger og nyder, ikke er Personligheder,
som lystrer en Morallov, men Saadanne, der viser
sig uafhængige af Drifternes Tvang og saaledes gør
Indtryk af Frihed, ikke af Lydighed. (Saaledes glemmer
vi f. Eks. lige overfor Selvmordet i et tragisk
Drama, at Selvbevarelsens Pligt er krænket, over at
Selvopholdelsens Drift er overvunden.) Imidlertid
er det aabenbart, at Kunstidealet mere og mere maa
kunne nærme sig til Samvittighedsidealet. Det er i
dansk Poesi sket hos Paludan-Muller, f. Eks. i hans
Kaianus.
Medens den første Ensidighed, ved hvilken vi dvælede,
mente helt at kunne undvære den poetiske Retfærdighed,
forglemte altsaa den anden, at denne Retfærdighed er
den poetiske, ikke den etiske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
