Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 Begrebet: den tragiske
Skæbne
løshed. Men ser vi nu hen til det før Udviklede,
det, som Fødselsskæbnen anklagedes for, da var
det første Punkt Menneskets oprindelige Stilling i
Tilværelsen, lige meget, hvordan denne Stilling end
er, eftersom enhver Bestemmelse indeholder en eller
anden Indskrænkning. Tager vi nu Sagen ganske alment
og ser bort fra, hvor, paa hvad Tid, i hvad Slægt og
under hvilke Omstændigheder Mennesket fødes og den
Grund til Anklage mod Skæbnen, der heri kan ligge,
saa bliver dog altid den nøgne Kendsgerning: Fødselen
tilbage, den Uret, at den Enkelte blev født uden at
blive adspurgt, om han vilde fødes, at han sattes
i Verden uden at blive taget paa Raad med. Derfor
kan Mennesket, der sukker under Tilværelsens
Kval, anklagende vende sig mod sin Skæbne og sige
f. Eks. saaledes: Hvorfor blev jeg født, med hvad
Ret, hvorfor spørges vi ikke? Var jeg bleven spurgt
og havde jeg vidst, hvad det var at leve, jeg vilde
aldrig have givet mit Samtykke dertil. Vi er alle som
Mænd, der mod deres Vilje presses til Matroser. Men
den Matros, der er bleven presset og uden sit Samtykke
ført afsted til Skibet, han mener sig ikke forpligtet
til at blive derpaa; naar han ser sit Snit, vil han
undløbe. Indvender man, at jeg har nydt det Gode
i Livet og derfor nu maa taale det Onde, da svarer
jeg: de Livets Goder, den Barndommens Lykke f. Eks.,
som jeg nød, og ved hvis Modtagelse jeg siges at
skulle have givet mit Minde til at leve, disse Goder
modtog jeg? lidet anende, at det var Haand-pengene;
derfor binder disse Haandpenge mig ikke. Men ligesom
den pressede Matros ikke hævner sig for den Uret,
der er gjort ham, ved at bryde Skibets Mandstugt,
myrde sine Kammerater eller lignende, men blot vil
det Ene, han har Ret til, Friheden, saaledes ogsaa
jeg; jeg vil kun bort herfra, da jeg aldrig har
forpligtet mig til at blive.» I disse Ord ligger den
simpleste Tragik. Det er af Interesse at sammenligne
det tidligere Standpunkt, hvor Døden opfattedes som
Menneskets Skyld, fordi det var Verdensordenen Livet
skyldigt, med dette, hvor omvendt Skæbnen ses som
medskyldig i Menneskets Død, fordi den er Skyld i,
at det lever. Saaledes er da Selvmord i og for sig
den Brøde, der nøjagtigt svarer til Skæbnens Skyld
mod den Enkelte, er paa engang det Strafværdige og
det Sonende. Meget ofte har Digterne givet den her
skitserede Følelse Udtryk. Saaledes f. Eks. Lamartine
i Meditations poétiques:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
