Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88 Begrebet: den tragiske
Skæbne
ses I Skikkelse af en enkelt af Livets sande Magter,
dømmende dera, der kæmper imod den eller er troløse
Kæmpere for dens Sag. Ulrici har især forsøgt at
gøre denne Betragtningsmaade gældende ligeoverfor
Shakespeare, og Zeising har i sine Aesthe-tische
Forschungen (§ 344 ff.) fremstillet denne
Betragtningsmaade i systematisk Sammenhæng. Ulrici
har vel ikke Ret i at mene, at i Romeo og Julie
Elskoven er den Alle straffende Skæbnemagt; thi
hvorledes skulde Helt og Heltinde have forbrudt sig
imod den? Men i og for sig var der Intet i Vejen for,
at i en Tragedie Elskoven overtog den retfærdige
Skæbnes Rolle, ligesom Frei engang besteg Lidskjalf
i Odins Sted,
Hvilken er altsaa den sande Opfattelse af den
tragiske Skyld? Det er den, at Skæbnen hverken er
blind eller retfærdig (hverken Fatum eller Dike),
rnen paa én Gang den Skylden foran-ledigende og den
Skylden dømmende Magt. Medens Skæbnen som Fatum vilde
være uden Majestæt, fornuftløs og raa, og medens
den so-n Dike blev en kun indvortes straffende Magt,
der bragie ikke blot Helten, men hans Storhed til at
falde, er nu først Skæbnen som den damniende stor,
Mennesket som dømt endog i Lidelsen stort ved sin
Skylds Tvetydighed.
Bliver da ikke Skæbnen netop saaledes ved at ses som
medskyldig i Brøden en Magt, som vækker Ringeagt?
Digterne lægger undertiden deres Personer Udtalelser
i Munden, som peger i den Retning. Saaledes siges
der i Racine’s Thébaide:
Voila de ces grands dieux la supréme justice. Jusque
au bord du crime ils conduisent nos pas Ils nous le
font commettre et ne l’excusent pas.
(Det er de store Guders højeste Retfærd. De fører
vore Skridt til Forbrydelsens Rand, faar os til at
begaa den og undskylder den ikke).
Hos Voltaire hedder det i Oedipe:
Impito}rables Dieux! m es crimes sont les votres Et
vous m’en punissez.
(Ubarmhjertige Guder! Mine Forbrydelser er Eders,
og I straffer mig for dem).
Hos Goethe hedder det i Harpespillerens Sang (Wer nie
sein Brod mit Thrånen ass); «I fører os ind i Livet,
I lader det stak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
