Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Fra Attenaarsalderen - 1. Hyrdedrengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Attenaarsalderen
167
sagde han, «ser du, det Meste, de siger, er nu bare
Talemaader. Mens de stod herinde i Gibs, saa hørte
de saa tit af Folk, der kom, hvad Folk nu for Resten
havde megen Ret i, at et Billedgalleri egenlig var
en Uting, at denne Sammenhoben af Statuer skadede
Virkningen, at i Grunden hver Statue skulde have sit
til den indrettede Rum, og Lyset falde ned gennem
Glas i Loftet. Som de hørte det, begyndte de at bilde
sig Noget ind, det kalder de Illusion. Ganske uden at
Nogen havde lovet dem Noget, troede de, at, saasnart
de bare blev udførte i Marmor, saa vilde de faa hver
sit særlige Rum, med Lys fraoven, ja Nogle troede
endog, at man vilde komme til at betale særskilt for
at faa dem at se. Dermed blev de naturligvis narrede,
og det kalder de, at Illusionen gik tabt. Men den
Illusion, du mener, den, at man kunde se paa dem,
at de hørte hjemme i Arkadien og paa Olympen, den
mener de ikke; den véd de ikke, at de har havt, endnu
mindre at de har tabt. De havde den fra Fødselen af,
da Kunstneren formede dem i Leret; men de vidste
ikke, at de havde den, og derinde i Atelieret tænkte
de ikke paa at bevare den. Men om den gælder det,
at naar man ikke vil bevare den, saa mister man
den. Indprent dig nu det!>
Det gjorde Hyrdedrengen. Den næste Dag stod den da
i Værkstedet. I Begyndelsen mærkede den ikke Slagene
paa Marmor-blokken; efterhaanden følte den med Smerte
sit Væsens Fordobling. Tiden gik, Arbejdet skred frem;
da trængte Hyrdedrengen sig paa engang kækt med hele
sin Sjæl ind i Blokken og nu fandt ingen Dobbelthed
Sted mere. Derinde stod den og hørte Slagene, ventede
paa dem og følte dem og den hvislende Fil, der gik
ganske nær ved dens ædleste Dele, ved dens Øje og
Mund; men den fyldte Blokken med hele sin Kraft,
stemmede imod Slagene med al sin Energi, og den
bevarede sig uskadt. Den steg frem af Marmorblokken
som den samme og dog som en anden, den følte med sig
selv, at den havde holdt sit Væsen fast. – - Saa stod
den da paany i Galleriet. «Det havde jeg neppe troet,
> sagde Kunstneren, «det lykkedes virkeligt. j> -
«Gratulerer, » sagde Satyren. Ejeren sagde ikke Noget,
han klistrede blot et stort »Nummer 115* paa Statuens
Fodstykke. Der gik som en let Gysen igennem den,
men det var blot en Mindelse fra den gamle Tid. Nu
forstod den først, at det ikke kom an paa at være
Marmor og at Snakken derom og Anprisningen deraf var
utaalelig, men den forstod ogsaa, at det var
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
