Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Fra Attenaarsalderen - 2. Kongesønnen og Statuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 Fra
Attenaarsalderen
Hun led synligt. Det smertede ham; men han
vovede endnu ikke at udsætte sig for med en
Kærlighedserklæring at møde denne Lidenskabens
stigende Strøm, saa den maaske langsomt vilde synke
igen. Hidtil havde hun ikke klaget. Da undslap der
hende en Dag en Klage: hvorfor hun dog ikke havde
faaet Lov til at blive som hun var, ikke var vedblevet
at være Sten?
Disse Ord slog Kongesønnen forunderligt. Han spurgte
sig selv, hvad Ret han havde havt til at skænke
dette Væsen et højere Liv og derpaa indvie det til
Lidelser? Selv led han ved sin Adfærd mangfoldigt,
og til hvad Nytte? Var han nu ikke sikker nok paa
hendes Kærlighed?
Endnu en kort Tid gik da hen; men da en Aften den
samme simple Klage paany halvt ubevidst kom over
hendes Læber, brød han overtvert og sagde hende,
hvad hun var for ham, hvorledes hun havde sysselsat
og opfyldt ham, hvorledes han havde vakt hende,
hvilken glødende Lidenskab han nærede for hende. Og
deres Læber mødtes, og de tog hinanden i Favn.
Saasnart han havde forladt hende og hendes første
Glædes-rus havde lagt sig, følte hun sig usigeligt
lykkelig og som befriet fra en tung Byrde. Hendes
Natur, der ved den dulgte Længsels Pine var kommen
ud af Ligevægt, vendte atter tilbage til sin
ejendommelige statueagtige Ro. Stille glædede hun
sig ved Tanken om hans Kærlighed. Han derimod, hvis
tidligere Rolighed kun havde været Maske, var mere
beruset end nogensinde; og den Beundring, hvormed
hun havde set op til ham mindskedes uvilkaarligt,
da han røbede sig som saaledes opfyldt af hende; den
umaadelige Overlegenhed, hun havde fundet hos ham,
tog ret hurtigt af, da han nu paa én Gang viste sig
øm indtil Underdanighed.
Paa dette Tidspunkt skiltes de Elskende en Tid lang,
idet paa Faderens Befaling krigerske Pligter kaldte
Kongesønnen til Grænsen.
Da han, efter at have tumlet sig i Orlog,, vendte
tilbage, befandt han og hun sig paa en ganske
forskellig Højde. Da han saa hende første Gang igen,
var han lutter Lidenskab, hun var rolig; hans Natur
var ude af Ligevægt, hendes i Hvile. En Modtagelse,
som han havde ventet denf fik han ikke; han trykkede
hende næsten med Vildhed i sine Arme; hun smilte
blot. Tiden gik. Han var vedvarende heftig, og hans
Heftighed op-irredes end mere ved hendes Ro. Han
opdagede vel, at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
