Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Fra Attenaarsalderen - 2. Kongesønnen og Statuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Attenaarsalderen
171
Ikke mere var som før hans Tilstaaede, men ikke at
den Lidenskab, som han krævede og som hun besad før
Tilstaaelsen, ikke var hende naturlig. Han havde ikke
formaaet helt at optø den Statue, hun oprindeligt
havde været.
Snart viste det sig, at han endnu mindre havde
formaaet helt at vinde den Kvinde, til hvilken hun
var blevet. Hun beundrede ham ikke mere, hun saa
nu i ham kun sin Lige. Hun nærede vel endnu samme
Taknemmelighed imod ham; men denne Taknemmelighed var
en kold Følelse, hun lige saa godt kunde have næret
for en Olding. I Kongesønnens Fraværelse havde hun
været omringet af Hoffets unge smukke Kavalerer. De
mishagede hende ikke. Og naar hun uvilkaarligt
sammenlignede deres ærbødige, indsmigrende, uendeligt
opmærksomme Væsen med den stive Kulde, Prinsen havde
vist hende i den lange Tid, hun smægtede forgæves,
følte hun overfor dem et vist Behag, og naar hun
tænkte paa Kongesønnen, en vis Uvilje. Hvor havde
han ydmyget hende! At hans overlegne Holdning
dengang havde været beregnet Selvbeherskelse,
det var noget, han nu sagde. Men at han havde nydt
hendes Underkastelse, ladet hende fortære sig i en
Tilbedelse, hun selv end ikke mere forstod, det var
noget, hun havde oplevet og vidste, noget som krævede
Oprejsning, næsten Hævn.
Han forstod ikke, hvad der foregik i hende. Men hans
Attraa glødede, og hans Heftighed blev hende til
Plage. Alt som hans Lidenskab steg og steg til en
Kraft, der rev ham med sig, blev hun, der trættedes
og pintes af hans Ubændighed og som heller ikke mere
følte sig legemligt tiltrukket af ham, bestandig mere
kold, tilsidst isnende kold.
Han maatte bevare hendes Kærlighed; han tænkte
ikke mere over Betingelsen, paa hvilken hun fik
Liv. Men nu var det ham i en anden, langt stærkere
Betydning af Ordet en Livssag. Han trættede hende
med Spørgsmaal, om hun elskede ham, virkeligt,
af Hjertet. Efterhaanden bejaede hun Spørgsmaalet
rent mekanisk. Han blev hende imod med sine Kærtegn;
hun kærtegnede ham aldrig mere af egen Drift, vendte
Hovedet bort fra hans Kys.
For at faa Ende paa Uvisheden, bønfaldt han hende en
Dag om at turde meddele sin Fader og Hoffet, at hun
var hans. Hun udbad sig Betænkningstid. Da forvirredes
Alt for ham. I den yderste Lidenskab opregnede han
alle sine Velgerninger imod hende, ja drog hende
tilsidst voldsomt ved Haanden ind i det store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
