Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Politik og Nationalitet - Judas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Judas
181
ikke, hvad Godt der kunde komme ud deraf, og nærede
Mistillid til alt dette Nye. Nu blev Lydighed og Fred
hans Løsen. Nu saa han ogsaa Farisæerne i et andet
Lys. Han saa, de udgjorde et Fremskridtsparti indenfor
Kirken, et Parti, som for en stor Del bestod af ædle
Mænd. Det gik op for ham at Farisæismen var miskendt.
Hertil kom, at det romerske Kejserriges Enhed og Kraft
imponerede ham politisk. Han vidste vel, at det Rige,
som af Mesteren forkyndtes, var ikke af denne Verden;
men han var kommen til den Opfattelse, at Forkyndelsen
virkede politisk ophidsende. Han gyste for Anarkiet
og vilde gøre Sit til at hindre det, og man véd hvad
for Politikere Jøderne i Datiden var. Han forudsaa,
hundrede Aar før Tiden, Bar-Kochba’s Oprør og dets
blodige Følger.
Med disse politiske Bekymringer, som
Frihedsbestræbelserne i Samtiden fremkaldte, forenede
sig i hans aarvaagne og letbevægelige Sind andre,
der foraarsagedes af Lighedsbevægelsen. Det var for
Fiskere og Haandværkere, at Læren var bleven forkyndt,
og blandt disse Mænd, i hvis Øren det lød som Musik,
at alle Mennesker var Brødre og Lige, var opstaaet
en efter J udas’s Begreb overdreven og samfundsfarlig
Lighedsfølelse. Han frygtede for at se alle Forskelle,
alle Samfundets Bolværker omstyrtede. Og han
bestyrkedes i denne Frygt ved den Adfærd, som den,
hvem han længe havde fulgt og saa højligt beundret,
ved en afgørende Lejlighed viste overfor de store
Pengemænd og Bankier’er. Paa en opsigtvækkende Maade
blev de udjagne af Templet. Judas kunde heri ikke
se Andet end et Udslag af uberegnelig Fanatisme. -
For end ikke at overspringe det Underordnede; der
var endnu den Omstændighed, at Judas var en Ordenens
Mand, en dybest inde sædelig Natur, som ikke blot selv
vogtede sig for at give nogetsomhelst moralsk Anstød,
men som endog skyede Skinnet af Sympati med det
Tvetydige og Anløbne. Det var ganske vist naturligt,
at unge Synderinder, Kvinder med en Fortid, tvetydige
Eksistenser som Maria fra Magclala og Andre, tyede til
den lille Flok og gerne sluttede sig til Mesterens
Følge, men det maa siges til Judas’s Undskyldning:
det hele Selskab behagede ham ikke. Han havde længe
ønsket sig en Anledning til at trække sig ud deraf.
Saa indtraf Vendepunktet. Den Overbevisning var
efterhaanden modnet hos ham, at det ogsaa for
Mesterens egen Skylci var
G. Brandes: Samlede Skrifter. XII.
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
