Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
R. Nielsen: Grundideernes Logik
41
Eftersom Stedet her er saa lidet egnet til en
kritisk Udtalelse, skal vi kun om et ganske enkelt
Punkt tillade os en Bemærkning. Da Grundideernes
Logik under Professor Nielsens Behandling ikke er
bleven nogen strengt afgrænset Videnskab, og da
Forfatteren viser en gennemgaaende Bestræbelse
for at indoptage saa Meget som muligt af det
givne religiøse Fore-stillingsindhold, opdukker
hist og her Antydninger af Forfatterens bekendte
Anskuelser om Fornuftomraadets Grænser imod det
Religiøse, skønt Værket endnu kun bærer svage
Spor af de uhyrlige Lærdomme, som Dr. Heegaard i
sit sidste Skrift har fremstillet som Professor
Nielsen tilhørende. Hjørnestenen for hele denne
Lære er imidlertid den Kierkegaardske Opfattelse af
«Paradoxeb, og kunde det blot lykkes at vise, til
hvilke fortvivlede, ja afsindige Følgeslutninger
Fastholdelsen af dette Standpunkt nødvendig maa
føre, da er der Haab om, at uden videre Kritik den
hele derpaa opførte Bygning vil falde sammen. Men
et Tilknytningspunkt for et saadant Forsøg har
Logikens Forfatter selv givet. Idet han vil godtgøre,
at den Kant’ske Kategori Tingen i sig er et rent
Taagebillede, fører han Beviset saaledes: «Kant kan
ikke undgaa at fælde en Dom om Tingen i sig. Han maa
sige om den, at den er. Men er det først bevist, at
Forstandskategorien Væren maa være bestemmende for
Tingen i sig, da gælder det Samme om alle de øvrige
Kategorier.»
Intet kan være klarere og rigtigere end’denne
Tankegang. Men hvor er det da muligt, at den geniale
Forfatter af Grundideernes Logik kan mangle Øje for,
at netop selvsamme Bevisførelse lader sig anvende
mod Begrebet «det Paradokse*, som han dog har lyst i
Kuld og Køn. Absurditetsfilosofen maa vride sig, saa
Meget han vil, han maa dog tilstaa, at kan han ikke
udsige Andet om Paradokset, dette Uigennemtrængelige,
Ubegribelige, saa maa han dog fastsætte om det, at
det er. Men Væren er en Fornuftbestemmelse. Og hører
nu «Paradokset» til en Kres, hvori Begrebet «Væren»
har Gyldighed, saa hører det ogsaa til en Kres, hvori
alle Fornuftbestemmelserne har Gyldighed. Men hvad
ligger heri? Intet Ringere end den himmel-raabende
Modsigelse, at det Paradokse som Grundord modtager
lutter fornuftbestemte Omsagn. Vil man undgaa den,
da gives der ingen anden Udvej end at forstumme, o:
ikke alene at indeslutte sig i en Isolerthed, hvori
man, skønt man ikke umiddelbart kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
